Undervisningsminister Magnus Heunicke vil drøfte kommunernes børnesyn med socialministeren.
Det sker efter et samråd om vold i folkeskolen, hvor flere politikere udtrykte bekymring for lærernes muligheder for at håndtere udadreagerende elever.
Lærere skal kunne sætte grænser og stille krav til eleverne. Men nogle kommunale børnesyn risikerer at spænde ben for lærernes autoritet.
Det erkendte undervisningsminister Magnus Heunicke (S) torsdag under et samråd om vold og udadreagerende adfærd i folkeskolen, skriver Folkeskolen.dk.
Samrådet var indkaldt af Liberal Alliances Helena Artmann Andresen, som ville vide, om kommunale børnesyn efterlader lærere magtesløse over for voldelige elever. Ministeren anerkendte, at vejledninger knyttet til Barnets lov i nogle tilfælde kan gøre lærernes arbejde vanskeligere.
- De bliver underløbet i nogle tilfælde, sagde Magnus Heunicke ifølge Folkeskolen.dk.
Børn skal møde konsekvenser
Ministeren advarede samtidig mod en tilgang, hvor børns handlinger ikke får konsekvenser.
- Det er at svigte børn, hvis vi giver indtryk af, at deres handlinger ikke har konsekvenser. Det bliver farligt, hvis vi stopper med at have forventninger for vores børn, sagde han ifølge Folkeskolen.dk.
Han lovede at tage problemstillingen op med socialminister Monika Rubin (M).
Under samrådet blev der også henvist til en skole på Fyn, hvor medarbejdere ifølge TV 2 Fyn havde registreret 1.919 krænkelser på blot to uger. Heunicke understregede, at der skal være nultolerance over for vold i skolen. Han pegede desuden på et kommende lovforslag om fysisk indgriben og erklærede sig villig til at se på lovændringer, hvis skoleledere har brug for bedre muligheder for at gribe ind over for elever.