I weekenden den 7. og 8. november kan børn og voksne være med til at plante træer ved arrangementer rundt om i Danmark.
Initiativet er en del af Grøn Trepart, der blandt andet skal sikre 250.000 hektar ny skov frem mod 2045.
Find gummistøvlerne og arbejdshandskerne frem. I den kommende weekend kan hele familien være med til at plante træer, når arrangementet Danmark Planter med Grøn Trepart løber af stablen over hele landet.
Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd, Naturstyrelsen og Klimaskovfonden står bag initiativet, der skal give danskerne mulighed for selv at bidrage til fremtidens skove. Det sker som led i aftalen om Grøn Trepart, hvor målet blandt andet er at etablere 250.000 hektar ny skov frem mod 2045.
De nye skove skal være med til at binde CO2, beskytte drikkevandet og skabe bedre forhold for natur og biodiversitet.
Minister håber på stor opbakning
Minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen (S) håber, at mange danskere vil tage del i arbejdet.
- Når man planter et træ, er man helt konkret med til at skabe noget, som kan vokse videre i mange årtier. Noget som har stor betydning for Danmarks fremtid. Jeg glæder mig til at deltage i plantedagen, og jeg håber, at mange vil tage familie eller venner med, få lidt jord under neglene og blive en del af den store opgave, vi står sammen om, siger Christian Rabjerg Madsen.
Mere end træplantning
Man behøver dog ikke være ivrig haveentusiast for at deltage. Ved arrangementerne bliver der også mulighed for at bage pandekager over bål, snitte pinde, sprede vilde frø og spille naturbingo.
Der er desuden aktiviteter med forskellige træarter, og man kan også vælge blot at nyde en kop kaffe og en gåtur i naturen.
På Naturstyrelsens hjemmeside kan man finde de lokale arrangementer og læse mere om mulighederne for at deltage.