Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker flere tilfælde af hærværk på Torvet i Rødding.
Politiet mistænker, at den samme person står bag, og håber, at borgere kan hjælpe med at identificere en person med sort styrthjelm.
En person med sort styrthjelm tænder midt om natten fyrværkeri foran et pizzaria på Torvet i Rødding. Kort efter er en rude knust.
Episoden er en del af en række hærværkssager, som Syd- og Sønderjyllands Politi nu forsøger at opklare med hjælp fra offentligheden. Hærværket har ramt både et pizzaria og en frisørforretning på Torvet på tre forskellige datoer, senest den 23. oktober.
Politiet formoder, at den samme person står bag hændelserne.
Håber nogen genkender personen
Politiet har offentliggjort et overvågningsbillede fra Torvet 6 B, hvor pizzariaet ligger. Billedet er utydeligt, men politiet håber alligevel, at nogen kan bidrage med oplysninger.
- Vi offentliggør et billede, som er utydeligt, men vi håber, at nogen alligevel kan genkende noget eller se en sammenhæng og henvender sig til os, siger politikommissær Ole Rahbæk Thomsen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Ingen personer er kommet til skade ved hændelserne.
- Heldigvis er ingen personer kommet til skade, men vi ser med stor alvor på hændelserne og efterforsker sagerne, siger Ole Rahbæk Thomsen.
Politiet opfordrer alle, der har oplysninger om hærværket eller genkender personen på overvågningsbilledet, til at kontakte politiets servicecenter på telefon 114.