Line er kronisk syg og fanget på kontanthjælp som tusindvis af andre.
Hun er mønsterbryder, mor til to, næsten BA i religionsstudier fra Syddansk Universitet, bosat i Udkantsjylland - og en stemme fra samfundets nye bund.
JEG HAR LIGE BETALT mine regninger. Eller, altså - de fleste af dem. Nogle forfalder jo først midt på måneden, og jeg satser bare på der stadig er penge på kontoen til den tid.
Det er en af de gode måneder. For der er hverken forsikringer eller elregning i denne måned. Til gengæld er der ikke råd til at sætte noget over på en budgetkonto, til de måneder hvor der er. Så den tid, den sorg. Den tid, den sorg? Det ér den tid. Og tiden er fyldt med sorg.
Oktober er ved at indfinde sig. Smukke oktober, som altid har været en måned forbundet med fødselsdagsstemning og efterårssmukhed. Farver og friskhed i luften. Løvfald og græskarsnitning. Om lidt bliver jeg 40. Men der er intet at fejre.
For nu er oktober kontanthjælpsloft, bekymringsmavepine, underretninger på mit barn på grund af hendes angstanfald som reaktion på kontanthjælpsloftet. Oktober er kæbespændinger og kroniske smerter og angst. Oktober er fattigdom. Oktober er ondskab praktiseret af de velbjergede politikere. Oktober er afmagt og affekt. Oktober er desperation. Oktober er den tid, oktober er den sorg.
LIGE NU STÅR der ca. 2000 kr. tilbage på min konto. Af dem skal der stadig betales et par regninger, og resten er dét min datter og jeg har at leve for resten af måneden. For det er en god måned. Uden forsikringer og elregninger. Jeg er ved at løbe tør for medicin. Jeg skal have købt stofskiftemedicin, jeg skal have købt medicin mod de bivirkninger, jeg har efter at have taget mange smertestillende i mange år på grund af kroniske smerter, jeg skal købe smertestillende i flere former, og jeg skal købe penicillin til min datter, som ligger med halsbetændelse.
Og mad. Jeg skal købe mad. Det bliver en lang måned. Det bliver en måned med mere pasta og flere nudler end grøntsager og kød. Jeg bliver nødt til at blive mere kreativ. Bruge flere kræfter og mere af mit begrænsede overskud på at være kreativ og holde modet oppe hos min desillusionerede og angstprægede 15-årige. Improvisere.
Jeg skal finde penge til en ny vaskemaskine. I sidste uge solgte jeg ud af mine ting for at få penge til en brugt vaskemaskine. Som ikke virkede. Sælger ignorerer alle mine henvendelser, og der er ingen sikkerhed eller rettigheder, når man køber brugt hos private. Vi har ikke fået vasket tøj i flere uger, siden den gamle brød sammen, og jeg er ved at drukne. I vasketøj og bekymringer.
Jeg er nødt til at overveje langtidskonsekvenserne. Hvad skal jeg gøre, når tingene omkring mig bryder sammen? Fordi de er gamle og brugte og uden garanti? Hvad skal vi gøre, når vi helt basalt løber tør for mad?
JEG HAR INGEN løsninger. Jeg har ingen mulighed for at forbedre min situation. Jeg kan ikke “tage” et arbejde - havde der været et at tage. Bare i denne måned, har Novo Nordisk fyret 500 medarbejdere, Grundfos har fyret 105, Post Danmark har fyret 770, FL Schmidt har fyret 130, Danish Crown har fyret 25, Region Hovedstaden har fyret 200 hospitalsansatte og TDC har fyret 130 - og det er blot, hvad man umiddelbart kan google sig til. Så, altså - jeg ved ikke, hvad det er for nogle jobs kontanthjælpsmodtagere “bare skal tage”.
Jeg ved heller ikke, hvad de syge skal gøre. De knap 75 procent af de mennesker der bliver ramt af reformerne. Som er for syge til at tage et arbejde. Dem, der ligner mig. Jeg kan ikke arbejde. Jeg er syg. Jeg er for syg til at arbejde, og jeg er for syg til at have kræfter til at tage den her kamp alene. Jeg er udmattet. Jeg har aldrig grædt så meget over egen og andres skæbner, som jeg gør i disse dage. Jeg er desillusioneret og afmægtig.
I et halvt år har jeg nu været offentlig debattør. Et halvt år, hvor jeg har forsøgt at tage dialogen med politikere og almindelige mennesker, som mener, at jeg er en utaknemmelig snylter med krævementalitet. Jeg har lagt mit private budget til skue og vendt vrangen ud på mig selv for at vise virkeligheden på bunden af Danmark. Det koster. Det koster dyrt.
POLITIKERNE BLIVER ved med at sige til mig, at hvis jeg er syg, så skal jeg ikke være på kontanthjælp. Men det er jeg. Kommunen fastholder mig på kontanthjælp. Trods flere kroniske sygdomme. På trods af at sygdommene beskrives som stationære. Jeg bliver ikke bedre. Tvært imod. Min læge advarer mod en forværring i en min helbredstilstand. Men intet er nok. Intet er godt nok. Eller slemt nok. Hvem repræsenterer mig? Hvem hjælper mig? Jeg er fanget mellem to myndigheder, som ikke er enige om, hvad der skal blive af mig, og i mellemtiden bliver jeg syltet. Og nu også sultet.
At det er de reformramte, som selv skal kæmpe den her kamp, kampen imod det største angreb på velfærdsstaten i flere hundrede år - det forstår jeg ikke. Jeg har aldrig nogensinde følt mig så alene og svigtet før. Og det siger egentligt ikke så lidt, når man tager min opvækst i betragtning.
I skal vide, kære tavse flertal - kære middelklasse-læsere, at der er forsvindende kort vej fra jeres trygge almindelige liv - til mit liv som kronisk syg på kontanthjælp.
PÅ FACEBOOK er jeg admin i en gruppe for enlige mødre, der bliver ramt af kontanthjælpsloftet. Opslagene derinde bliver mere og mere desperate. Nogle overvejer prostitution som sidste udvej. Nogle overvejer boformer, man ikke kan forestille sig udenfor en socialrealistisk roman fra 1800-tallet. Nogle overvejer at overdrage deres børn til myndighederne, fordi de er bange for ikke at kunne give dem mad. Helt almindelige kvinder, som forsøger at klare sig så godt, de kan. At være de bedste mødre, de kan være - i desperation på grund af en umenneskelig politik, som vi ved primært rammer (syge) kvinder - og deres børn. (Cevea har lavet en undersøgelse, der viser at 35.000 enlige mødre (og 5000 enlige fædre) bliver ramt af de her reformer. )
Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til kvinderne i gruppen. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til min datter. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Udover at blive ved med at råbe jer op. Og blive ved med at skrive.
Så jeg græder bare.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.