Sidste år fik 35.044 børn julehjælp fra Mødrehjælpen.
Nu støtter Meyers igen organisationens julehjælp med blandt andet en julekalender, hvor køberne samtidig kan vinde præmier.
Julen nærmer sig, men for mange danske børnefamilier er der ikke råd til de traditioner, der følger med.
Sidste år modtog 35.044 børn økonomisk julehjælp fra Mødrehjælpen, og organisationen forventer også et stort behov i år. Derfor har Meyers igen indgået et samarbejde med Mødrehjælpen om at samle penge ind til familier, der har svært ved at få økonomien til at hænge sammen. En del af samarbejdet er en julekalender til 100 kroner, som sælges i Mødrehjælpens butikker landet over.
Hele salget går til Mødrehjælpens lokale arbejde i den by, hvor kalenderen bliver solgt.
Middag hjemme hos vinderen
Bag kalenderens låger gemmer sig mulighed for at vinde madkurser, kogebøger og bageudstyr.
Hovedpræmien er en treretters middag for otte personer, hvor kokke og tjenere fra Meyers kommer hjem til vinderen og står for både madlavning og servering. Kalenderen kan også købes i Meyers Bagerier, udvalgte kantiner og hos nemlig.com. Derudover sælger Meyers en smuttet mandel til risalamanden for 30 kroner. Beløbet går til Mødrehjælpens Julehjælp.
Mødrehjælpens direktør, Ninna Thomsen, håber, at kalenderen kan få flere til at støtte familier i deres lokalområde.
- Vi håber, at mange familier har lyst til at købe Meyers julekalender hos os, for med den får de ikke bare en flot kalender og mulighed for at vinde præmier, men også mulighed for at hjælpe udsatte familier i deres lokalmiljø til at få en jul, fortæller Ninna Thomsen.
Julehjælpen skal både hjælpe familier med udgifterne til juleaften og give mulighed for rådgivning og lokale fællesskaber efter jul.