Syddansk Universitet skal stå i spidsen for et EU-finansieret forskningsprojekt med data fra 28 lande.
Målet er at finde ud af, hvordan flere kan få et langt og sundt arbejdsliv.
Hvorfor må nogle mennesker opgive arbejdslivet længe før pensionsalderen, mens andre fortsætter med at arbejde langt op i årene? Det spørgsmål skal forskere fra Syddansk Universitet (SDU) og en række europæiske lande forsøge at besvare.
Projektet SUSTAIN Europe's Workforce har fået mere end 35 millioner kroner fra EU og begynder 1. marts 2027. Forskerne skal undersøge, hvordan helbred, arbejdsmiljø, privatliv og samfundets regler påvirker mulighederne for at blive på arbejdsmarkedet.
- I en tid, hvor vi diskuterer stigende pensionsalder, er det mindst lige så relevant at se på, hvordan vi sikrer, at folk kan og ønsker at blive på arbejdsmarkedet og få et godt, langt og sundt arbejdsliv, siger professor Jan Hartvigsen fra SDU.
Tre grupper i fokus
Forskerne vil især undersøge unge voksne, kvinder og ældre arbejdstagere, som ifølge SDU har forhøjet risiko for sygefravær og tidlig tilbagetrækning. Blandt andet skal de se nærmere på betydningen af stress, rygsmerter, graviditet og overgangsalder.
Projektet kombinerer data fra 28 lande og involverer 15 ph.d.-studerende.
Ambitionen er at udvikle konkrete anbefalinger til både arbejdspladser, sundhedsvæsen og lovgivere, så flere får mulighed for at blive på arbejdsmarkedet, så længe de ønsker.