Nu kan du få en besked på mobilen, når dao har afleveret et brev, en avis eller et magasin i din postkasse.
Funktionen er gratis at aktivere i dao-appen og kræver bekræftelse med MitID.
Glemmer du også at tjekke postkassen? Så er der hjælp at hente.
Distributionsselskabet dao har lanceret en ny funktion, der sender en besked til mobilen, når postbuddet har været forbi. Ifølge dao har 50.000 danskere allerede tilmeldt sig servicen, og selskabet forventer endnu flere brugere op mod jul.
- Det er ærgerligt at overse en invitation, et julekort eller et magasin, fordi man glemmer at kigge, om der er noget i postkassen, siger daos administrerende direktør Hans Peter Nordstrøm Nissen.
Sådan får du besked
Normalt er breve ikke knyttet til et telefonnummer eller en mailadresse, som pakker ofte er, men med den nye funktion kan dao give besked, når der er leveret fysisk post på adressen.
Du skal blot åbne dao-appen, aktivere funktionen og bekræfte din identitet med MitID. Herefter får du automatisk en besked på mobilen, når dao har afleveret et brev, en avis eller et magasin.
Funktionen er en del af selskabets arbejde med at gøre fysisk post mere relevant i en digital hverdag.