Nattefrosten har ramt flere steder i Danmark, og de kolde nætter ser ud til at fortsætte.
Bilister bør fjerne is fra alle ruder, kontrollere dækkene og bruge frostsikret sprinklervæske.
Sommerdæk er ikke tilladt i vinterføre, hvis de er åbenbart uegnede til forholdene.
Onsdag morgen måtte bilister flere steder i landet finde isskraberen frem. Nattefrosten har meldt sin ankomst, og med et nyt højtryk på vej ser de kolde nætter ud til at fortsætte.
Det betyder risiko for is på bilruderne og glatte veje. Samtidig kan det få konsekvenser for både sikkerheden og pengepungen, hvis bilen ikke er gjort klar til vintervejret.
1. Tjek dækkene: Sørg for, at dækkene er egnede til vinterføre. Kontrollér mønster, slid og dæktryk.
2. Fjern is og sne: Rens alle ruder, lygter og spejle. Kontrollér viskerbladene, og brug sprinklervæske, der er frostsikret ned til minus 21 grader.
3. Undgå tomgang: Lad ikke bilen stå med motoren tændt og nøglen i, mens du gør dig klar.
4. Sørg for frit udsyn: Kør først, når du kan se ordentligt ud gennem bilens ruder.
5. Hav udstyr med: En sneskovl, refleksveste, et varmt tæppe og en powerbank kan være nyttige, hvis du får problemer i vintervejret.
- Når nattefrosten rammer, er det vigtigt, at man som bilist tager en række forholdsregler, så man fortsat kan færdes sikkert i trafikken, siger Maiken Sjöberg Russ, skadeschef for Bil og Bolig hos LB Forsikring.
Sommerdæk kan være ulovlige
Siden 1. juli 2025 har det været ulovligt at køre med dæk, der er åbenbart uegnede til føret. Det betyder, at bilister ikke må køre med sommerdæk i vinterføre, hvis dækkene ikke er egnede til forholdene. Der er ikke krav om vinterdæk i en bestemt periode, men vil man kunne bruge bilen i sne, is og sjap, anbefaler forsikringsselskabet at skifte til dæk, der er godkendt til vinterføre.
Bilister bør desuden kontrollere dækmønster, slid og dæktryk.
En hurtig genvej kan koste dyrt
Det kan være fristende at starte bilen og lade motoren køre, mens man skraber is af ruderne, men ifølge LB Forsikring risikerer man selv at hænge på regningen, hvis bilen bliver stjålet eller beskadiget, mens den står med motoren tændt og nøglen i.
Forsikringsselskabet advarer også mod at køre afsted, før alle ruder er fri for is. Begrænset udsyn kan føre til bøde eller betinget frakendelse af kørekortet. Og vigtigst af alt øger det risikoen for ulykker.
Derfor anbefaler LB Forsikring, at bilister sætter ekstra tid af om morgenen, når frosten rammer.