Efter afpubliceringen af tv-serien Alle elsker Rasmus har TV 2 iværksat en intern undersøgelse.
Nu lancerer r8Dio sin egen journalistiske gennemgang af sagen i radioprogrammet Alle elskede Rasmus.
Hvad gik galt, da tv-serien Alle elsker Rasmus blev lanceret og efterfølgende fjernet igen?
Det spørgsmål vil radiostationen r8Dio nu forsøge at finde svar på i et nyt program med titlen Alle elskede Rasmus. Initiativet kommer, efter at TV 2 har besluttet at iværksætte en foreløbig intern undersøgelse af forløbet omkring den omdiskuterede tv-serie.
r8Dio betegner sin egen undersøgelse som en ekstern og uafhængig journalistisk gennemgang, der skal fungere som en såkaldt second opinion.
Vil kontakte 149 medvirkende
Journalist René Fredensborg, der blandt andet er kendt fra r8Dio-programmet En Gonzo skifter spor, skal stå i spidsen for undersøgelsen. Ifølge r8Dio vil han gennemgå beslutningerne bag produktionen og lanceringen af tv-serien. Ambitionen er blandt andet at forsøge at kontakte samtlige 149 personer, der ifølge radiostationen har medvirket i seriens tilblivelse.
Lytterne skal kunne følge Fredensborgs journalistiske arbejde fra begyndelsen og frem til en afsluttende konklusion.
r8Dio oplyser desuden, at Fredensborg har frasagt sig sine journalistiske tilhørsforhold og forpligtelser. Radiostationen fremhæver det som en fordel for hans uafhængighed i undersøgelsen.