Mange danske boligejere risikerer at skulle betale mere i boligskat i 2027.
Det skyldes de seneste års stigende boligpriser. Særligt boligejere i og omkring København kan blive ramt, vurderer revisions- og rådgivningsvirksomheden PwC.
Det kan blive dyrere at eje sin bolig næste år.
Når forskudsopgørelsen for 2027 åbner den 24. november, vil mange boligejere for første gang kunne se konsekvenserne af de seneste års stigende boligpriser på deres boligskat. Det vurderer skatteekspert og partner i PwC Søren Thorvaldsen Svane Keller.
- Boligskatterne har i nogle år ligget nogenlunde stille, fordi de blev beregnet ud fra vurderinger, der ikke fulgte med markedet, siger han.
Ved overgangen til det nye boligskattesystem blev de fleste boligejere skånet for skattestigninger. Men nu bliver prisudviklingen fra 2024 til 2026 regnet med.
København kan blive særligt hårdt ramt
Ifølge PwC ventes boligskatterne at stige i store dele af landet, men især i hovedstadsområdet kan boligejerne mærke forskellen. I Københavns Kommune forventes ejendomsskatterne eksempelvis at stige med omkring 21 procent for ejerlejligheder og 20,3 procent for helårshuse.
Boligskatten i 2027 bliver beregnet ud fra ejendomsvurderingen for 2026. Der bliver dog ikke foretaget en ny individuel vurdering af hver enkelt bolig. I stedet bliver vurderingen fra 2022 fremskrevet til 2026-niveau ved hjælp af prisindeks fra Danmarks Statistik.
Den fremskrevne vurdering skal danne grundlag for boligskatten i både 2027 og 2028.
Du kan udskyde regningen
Boligejere, der ikke ønsker at betale skattestigningen med det samme, har mulighed for at benytte et såkaldt indefrysningslån. Det betyder, at man kan låne til stigningen i ejendomsværdiskat og grundskyld, men løsningen er ikke gratis.
- Boligskattelånet kan være en god løsning, hvis stigningen presser budgettet. Men det er et lån, der skal betales tilbage med renter, siger Søren Thorvaldsen Svane Keller.
Renten er variabel og fastsættes hvert år. Samtidig er renterne ikke fradragsberettigede. Boligejere skal derfor overveje, om de vil betale den højere skat løbende eller udskyde betalingen.
Ønsker man et indefrysningslån, skal det tilvælges via forskudsopgørelsen senest den 31. december 2027.