Der er bred politisk opbakning til at afskaffe reparationsgrænsen for elbiler.
Flere partier vil stemme for et forslag fra Danmarksdemokraterne, mens regeringen ønsker at tage spørgsmålet op i forbindelse med en kommende omlægning af bilbeskatningen.
En skade på en elbil kan i dag betyde, at bilen må erklæres totalskadet, selv om den teknisk set kunne repareres. Men nu kan reglerne være på vej til at blive ændret.
Torsdag behandlede Folketinget et beslutningsforslag fra Danmarksdemokraterne om at afskaffe reparationsgrænsen for elbiler. Under førstebehandlingen tilkendegav Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, De Konservative og Enhedslisten, at de vil stemme for forslaget. Også regeringspartierne udtrykte opbakning til at ændre reglerne, men ønsker at behandle spørgsmålet som en del af den kommende omlægning af bilbeskatningen. Det oplyser brancheorganisationen AutoBranchen Danmark i en pressemeddelelse.
Branchen jubler over opbakningen
Hos AutoBranchen Danmark har man længe ønsket reparationsgrænsen fjernet. Organisationens administrerende direktør, Gitte Seeberg, glæder sig derfor over meldingerne fra Christiansborg.
- Det er hul i hovedet, at vi i dag ikke må reparere rigtig mange elbiler, fordi vi har reparationsgrænsen. Så vi jubler over, at der i dag er rigtig stor opbakning til, at reparationsgrænsen skal afskaffes. Det er på høje tid, siger Gitte Seeberg.
Under behandlingen betegnede skatteminister Jakob Engel-Schmidt ifølge AutoBranchen Danmark forslaget som klogt og gennemtænkt. Selv om der er politisk opbakning til at ændre reglerne, er reparationsgrænsen endnu ikke afskaffet. Det er heller ikke afklaret, hvornår en eventuel ændring kan træde i kraft.
For AutoBranchen Danmark er dagens politiske tilkendegivelser dog et skridt i den ønskede retning.
- Det tyder på, at vi endelig får et opgør med forbuddet mod et reparere elbiler, siger Gitte Seeberg.