Regeringen vil flytte fem millioner kroner fra værdighedsreformen til midlertidige overnatningspladser for hjemløse.
Pengene skal supplere en eksisterende pulje, så flere kan få tag over hovedet i vinterkulden.
Vinterkulden nærmer sig, og for mennesker, der lever på gaden, kan de kolde måneder være særligt hårde.
Nu vil regeringen bruge fem millioner kroner ekstra på nødovernatning til hjemløse. Pengene skal sikre flere sovepladser i vintermånederne. Det oplyser Socialministeriet.
Sidste vinter søgte mange hjemløse mod herberger og varmestuer for at komme væk fra kulden. Flere steder var efterspørgslen større end kapaciteten. Derfor vil regeringen nu styrke den eksisterende statslige pulje, som kommuner og frivillige organisationer kan søge til midlertidige overnatningstilbud.
Vil sikre flere varme senge
Socialminister og minister for nordisk samarbejde Monika Rubin mener, at det er nødvendigt at gøre mere for mennesker uden tag over hovedet.
- Det er ikke værdigt i et så rigt samfund som Danmark, at hjemløse skal sove på gaden. Særligt ikke i årets koldeste måneder, hvor vejret kan være råt og ubarmhjertigt, siger Monika Rubin(M).
Hun understreger samtidig, at kommunerne har ansvaret for at sikre tilstrækkeligt med pladser på landets herberger.
Den eksisterende statslige pulje er på 5,9 millioner kroner om året. Med regeringens forslag vil der blive tilført yderligere fem millioner kroner i år. Pengene skal fordeles blandt ansøgere, der ikke fik støtte i den første uddeling. Målet er at skabe flest mulige ekstra overnatningspladser.
Kommer fra en anden reform
De fem millioner kroner er ikke nye penge på finansloven, men ubrugte midler fra værdighedsreformen. Ifølge Socialministeriet er nogle af reformens initiativer blevet forsinket som følge af folketingsvalget og regeringsdannelsen i foråret.
Regeringen ønsker derfor at bruge en del af de uforbrugte penge på indsatser, der kan gennemføres allerede i år.
Forslaget kræver dog Folketingets opbakning, før pengene kan flyttes.