David Trads er journalist og forfatter.
ÅH, HVOR har jeg dog ondt af dette lands rigeste ene procent, som ribbes og flås i topskat:
Tag bare sådan en som Jørn Neergaard Larsen, Venstre-manden, der kort før jul blev sat fra bestillingen som beskæftigelsesminister.
Hvad skal han nu leve af?
Altså ud over de knap 1,8 millioner kroner han får i de kommende 18 måneder i såkaldt eftervederlag. Det, vi andre kalder et gyldent håndtryk. Og så de knap 100.000 kroner årligt han får resten af livet, fordi han i godt halvandet år var minister.
Og nå, ja, mon ikke også DJØF og Dansk Arbejdsgiverforening, som han tilsammen var direktør for i 33 år, spytter lidt i kassen, så han trods alt ikke skal gå for lud og koldt vand?
Arme mand!
Han skal jo for pokker betale topskat af alle sine penge!
Neergaard Larsen kan dog glæde sig over, at der ikke er en kat, der gør over, hvad han går og laver. Han kan drive den af på sin sofa, spille golf dagen lang eller bruge al sin tid ved Rivieraen med kølige drinks. Ingen blander sig i, hvad han gør for sine multimange-millioner.
SÅ ER det noget helt andet med landets fattigste, der som bekendt slipper for topskat:
Tag bare sådan en som Anita Bang Degn, den 48-årige kontanthjælpsmodtager fra Aalborg, som umiddelbart før jul blev grebet i at bage småkager hjemme i privaten.
Hold da op, hvor lever hun et fedt liv!
Hun modtager, vurderer jeg, et sted mellem 10.000 og 15.000 kroner om måneden. Hun er nemlig i et såkaldt ’ressourceforløb med jobafklaring’, fordi hun har rygproblemer. Størrelsen på hendes løn betyder, at hun ikke bidrager med topskat.
Anita Bang Degn begik den dødssynd at lægge billeder på facebook af de småkager, hun bagte derhjemme op til jul – og så fik hun ellers en på hatten. Kommissærerne i kommunen snagede i hendes facebook-profil. Kunne hun bage, ja, så kunne hun passende arbejde noget mere for sin 'fede hyre'.
Kommune-kommissærerne krævede fire timers mere arbejde af den ’dovne’ kvinde. Folk, der har så beskeden en indtægt som hendes, skal ikke tro, at de bare kan gå og bage småkager.
HISTORIEN OM millionæren Jørn Neergaard Larsen og kontanthjælpsmodtager Anita Bang Degn illustrerer, hvor nemt det er at være rig, og hvor svært det er at være fattig her i landet.
Den rige mand får i hoved og r…, mens den fattige kvinde bliver mistænkt for at snyde.
Den rige mand behøver ikke lette en finger for at modtage sin millionstore offentlige forsørgelse, mens den fattige kvinde end ikke må fornøje sig med at bage op til jul.
Det hele bliver selvfølgelig endnu mere grotesk, når man tænker på, at den rige mand indtil for nyligt var præcist den person, der som beskæftigelsesminister udarbejdede de regler, der gjorde, at den fattige kvinde blev jaget rundt i manegen, fordi hun bagte i sin fritid.
Og gabet mellem de rigeste og alle andre, ja, det bliver faktisk stadig større. En undersøgelse, som LO netop har fremlagt, viser, at det vokser i et kvalmende tempo:
I år tjener en direktør i et af landets 20 største selskaber i gennemsnit 15 millioner kroner i årsløn. En typisk LO-arbejder får 400.000 kroner. En direktør modtager altså, hvad der svarer til 35 LO-arbejderes årsløn.
Bare i de forløbne tre år er topdirektørens løn steget med 33 procent, mens den almindelige LO-ansattes er steget med 1,5 procent.
Men så igen: Vi må aldrig glemme, at den sølle direktør – præcist som Jørn Neergaard Larsen – må punge ud med topskat til fælleskassen. Nøj, hvor er det dog synd…
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.