Jan Hoby er næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger) og 100% socialist og feminist. Han er født i 1962 og opvokset i arbejderkvarteret Bispebjerg. Fra den tidlige ungdom har han været organiseret socialist. Jan vil hovedsageligt blogge om arbejderbevægelsens, primært fagbevægelsens, udfordringer set fra en aktivistisk og venstreorienteret fagbureaukrats udkigspost. Men han vil også tage emner som kritisk pædagogik, børns hverdagsliv og forskning inden for disse områder op.
LAD DET være sagt med det samme: Jeg har indtil nu kun været positiv i forhold til Lizette Risgaard som forkvinde for LO. I oktober 2015 skrev jeg: "Lizette Risgaard udstråler det meget sjældne blandt faglige topledere, nemlig indignation, passion og oprigtighed. Lizette stiller op og har bud på ny offensiv politik (…) Hun magter faktisk at lytte til de kritiske stemmer i fagbevægelsen. Hun udstråler ikke den traditionelle socialdemokratiske magtfuldkommenhed og magtarrogance, som vi er mange, der brækker sig over."
Derfor var det også med stor forundring, at jeg læste hendes debatindlæg i Politiken den 2. januar. Debatindlægget har mange rigtige konstateringer omkring årtiers angreb på den danske model. Hun beskriver, hvordan deregulering af arbejdsmarkedets aftaler, massive velfærdsnedskæringer og ødelæggelse af dagpengesystemet har udhulet den danske flexicuritymodel.
Men Lizette Risgaards svar på, hvordan vi skal vende udviklingen, skriger til himmelen. Hun skriver i ramme alvor, at ”utrygge mennesker reagerer for eksempel ved at kræve generalstrejke, massedemonstration”. Så bliver det ikke mere faktuelt forkert! Sandheden er den stik modsatte. Det er stærke, modige og handlekraftige mennesker, der demonstrerer, strejker og laver civil ulydighed. Arbejderklassens styrke ligger i vores antal, som har gjort, at vi har kunnet tilkæmpe os arbejdstagerrettigheder, kollektive goder og velfærd. Demonstrationer, strejker og kollektiv handling er deltagerdemokrati på højt plan.
I 2016 så vi for første gang siden finanskrisen i 2008, at fællesskabets styrke og kollektiv handling kan skabe reelle resultater, som overgår dem fra forhandlingsbordet. Det skete på baggrund af græsrodsinitiativet Velfærdsalliancens landsdækkende protester i 74 kommuner mod omprioriteringsbidraget den 12. maj, strejken på det socialpsykiatriske bosted Lindegården i Roskilde og tømrerstrejken i Axel Tower i København. Vi har også set flotte markeringer fra reformramtes demonstrationen ved folketingets åbning samt elev- og studenterdemonstrationerne i oktober – hvor Lizette Risgaard selv var taler.
Det er igennem fællesskabets styrke, at fagbevægelsen har opnået de vilkår, som i dag bliver afmonteret i nødvendighedens reform-amok-programmer. Det er fraværet af massedemonstrationer, strejker og stærke handlingsfællesskaber, der er årsagen til, at vi står i lort til halsen. Det er ikke, fordi vi har kæmpet for meget, men for lidt!
LO-forkvinde Lizette Risgaard opsætter desværre en falsk dikotomi, når hun skaber en modsætning mellem kamp og dialog. Du får ingen afgørende forhandlingsposition over for regering eller arbejdsgiver uden stærke handlingsfællesskaber. Medlemmernes vilje til at sætte handling bag kraverne har altid været fagbevægelsens fagpolitiske kapital. Hvis medlemmerne ikke vil slås for deres krav, har de faglige ledere ikke meget at komme med ved forhandlingsbordet, uanset hvor dygtige de er.
DE SIDSTE store landevindinger for dansk fagbevægelse er et resultat af massemobilisering: Vi fik 37 timers arbejdsuge som følge af generalstrejken i 1985; den sjette ferieuge kom efter storstrejken i 1998; velfærdsdemonstrationerne og SOSU-strejken i 2007 gav historiske lønstigninger til offentligt ansatte i 2008.
Men hvad er så alternativet for LO-forkvinden, hvis det ikke er fællesskabets styrke, der skal bruges til at ændre den politiske dagsorden? Ja, det er mere af det, der ikke virker: At ”finde løsninger sammen med arbejdsgiverne, regeringen og Folketinget (…) Vi skal have resultater frem for resolutioner”.
Lizette Risgaards udtalelse viser desværre, at hun og resten fagbevægelsen lever i verden af i går - eller mere præcist - i verden, som den så ud før årtusindskiftet. Den danske fagbevægelse har ikke opdaget, at modparten har opsagt samarbejdet, både nationalt og internationalt.
Hvis ikke vi accepterer forringelser eller mådehold, så kører de hen over os, som fx lærerne og de andre statsansatte kontant har mærket det. Vores modpart har ingen grænser, når det gælder velfærdsforringelser, løndumping og deregulering. For dem er det kun øget fortjeneste, lavere skatter og mere magt som tæller. Det nye er ikke, at deres grådighed er umættelig, men at de offensivt tromler deres dagsorden igennem.
Den sociale partnerskabsmodel ideologi (klassesamarbejdsmodel) står for fald. I Danmark tror fagbosserne i FTF & LO, at klassesamarbejdet og konsensuspolitikken forsat er intakt, blandt andet fordi de har været med i trepartsforhandlingerne. Men hvad har fagbevægelsen fået ud af trepartsforhandlingerne, som de nu har været parkeret i halvandet år? En forringet dagpengelov, indslusningsløn til flygtninge og en omgang varm luft om praktikpladser. Hver eneste gang har lønmodtagerne betalt små forbedringer med større forringelser.
Men den største pris, fagbevægelsen betaler, er, at de skal undlade at protestere mod velfærdsforringelserne (fx kontanthjælpsloftet), fordi man ikke kan aktionere uden at blive smidt ud af forhandlingslokalet. I min optik er det ikke samarbejde, men gidseltagning af faglige ledere, der desperat søger den indflydelse, som de havde i det sidste århundrede. Uanset hvor meget både LO og FTF tigger og beder om flere trepartsforhandlinger, vil det ikke resultere i, at Lars Løkke Rasmussens og hans Skrækkabinet vil opgive deres projekt Minimalstaten. Regeringen ønsker blot at få fagbevægelsens top til at legitimere afmontering af velfærdssamfundet.
LO-toplederen slutter sit debatindlæg med denne sætning: "Vi vil forandre med forhandling og dialog. Og hvis det ikke virker? Ja, så ser jeg en stor risiko for, at det går i Danmark, som vi har set det med Brexit og Trump". Så regeringen og arbejdsgiverne behøver ikke frygte LO, som allerede har lagt sig ned og accepteret Nødvendighedens politik
RISGAARD BEGÅR i sin angst for højrepopulismen den fejl, at hun finder svaret i den politik, som har givet højrepopulismen vind i sejlene. Mere end 20 års nyliberalistisk globalisering har undergravet nationale velfærdsstater og arbejdstagerrettigheder. Populisme og nationalisme er skabt af EU og dansk nyliberal økonomisk politik. Det EU, vi kender, er udemokratisk og ulighedsskabende.
Det kræver klassekamp, hvis vi skal ændre udviklingen. Klassekamp er den eneste vej væk fra smatten på midten af dansk politik, som i øjeblikket er ved at kvæle Socialdemokraterne og SF og store dele af fagbevægelsen. Klassekamp er den eneste mulighed for at skabe håb, selvtillid og visioner om en bedre fremtid.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.