Som ventet gik det ud over kravebenet, da supersprinteren Jasper Philipsen på Tour de Frances 3. etape hamrede ned i asfalten og landede på højre skulder med hele sin kropsvægt.
Efter undersøgelser på hospitalet har lægerne konstateret et brækket kraveben og brud på mindst et - muligvis to - ribben.
Det skriver Alpecin-holdet i en meddelelse til pressen mandag aften.
- Han vil så snart som muligt blive overført til hospitalet i Herentals, hvor han vil gennemgå en operation, lyder det.
Philipsens styrt skete i forbindelse med 3. etapes pointspurt omkring 60 kilometer fra mål, hvor han var ved at køre sig i stilling til at forsvare sin grønne pointtrøje.
I positionskampen blev han ramt af Bryan Coquard og styrtede til jorden i meget høj fart. Philipsen blev tilset af løbslægen, og det stod hurtigt klart, at løbet var forbi for hans vedkommende.
Den 27-årige belgier vandt Tourens åbningsetape i lørdags. Det var karrierens tiende sejr i det franske etapeløb. Det sikrede ham også en dag i den gule førertrøje, som han søndag måtte overlade til holdkammeraten Mathieu van der Poel.
/ritzau/