Denne uge vil på vejrfronten starte noget ustadigt og blandt andet byde på regn. Når vi når frem til midten af ugen vender sommervejret dog retur.
Det fortæller Anja Bodholdt, som er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), mandag morgen.
- Senere på ugen ser det ud til, at sommeren vender tilbage, siger hun.
Mandag starter - særligt på den vestlige og nordlige del af Sjælland - ud med regn, som vil fortsætte i løbet af formiddagen. Her skal man regne med 15-20 graders varme.
- Regnområdet trækker sig langsomt mod nordøst, og så byder resten af dagen på enkelte spredte byger og mange skyer. I løbet af eftermiddagstimerne kommer solen til at kigge frem, siger Anja Bodholdt.
Tirsdag vil ifølge meteorologen fortsætte i samme stil. Her ventes spredte byger, der lokalt kan blive lidt kraftigere og byde på torden. Temperaturen ventes her at ligge på 16-20 grader.
Både onsdag og torsdag vil dog føles mere som sommer, når temperaturen stiger til 18-23 grader.
- De dage vil byde på sol og tørvejr, vurderer meteorologen.
På fredag kan temperaturen stige yderligere til 21-27 grader.
Det kan dog samtidig se ud til, at regn og byger i den østlige del af Danmark sidst på ugen igen vil kigge frem.
- Det er usikkert endnu, for det her lavtryk, som nærmer sig Danmark østfra - dem har prognoserne svært ved at fange præcist i forhold til timing og bane.
På nuværende tidspunkt lader det ifølge meteorologen dog til, at man østpå i weekenden kan få byger og en del skyer, mens man længere vestpå vil have de største chancer for fortsat sol og tørvejr.
- I øjeblikket har vi flere lavtryk og fronter, som har passeret ind over Danmark, og som giver det mere ustadige vejr, men så har vi en højtryksryg, som gør det mere sommerligt.
/ritzau/