Ottendedelsfinalen blev endestationen for Clara Tauson i Wimbledon.
Efter en ellers flot turnering af danskeren tabte hun med cifrene 4-6, 1-6 til den ottendeseedede polak, Iga Swiatek.
Det skete på bane 1 - anlæggets næststørste arena - med blandt andre kong Frederik på tilskuerpladserne.
23.-seedede Tauson fik ellers en god start og var foran med 3-1 i første sæt, men senere var hun tydeligvis skidt tilpas og kunne i længden ikke stille noget op mod den tidligere verdensetter og femfoldige grand slam-vinder.
Dermed har Danmark fortsat aldrig haft en damesingle i kvartfinalen i Wimbledon.
Seks gange nåede Caroline Wozniacki til ottendedelsfinalen, der svarer til fjerde runde, men tabte alle gange.
Man havde i begyndelsen fornemmelsen af, at Tauson kunne bryde muren til kvartfinalen.
Swiatek virkede meget nervøs, og særligt serven kunne hun slet ikke få til at køre. Både i sit første og andet serveparti lavede polakken to dobbeltfejl, og danskeren takkede ved at bryde i begge tilfælde.
Godt nok blev Tauson selv brudt til 1-1, men i et overbevisende parti servede danskeren sig på 3-1.
Men så fik Swiatek styr på sin serv, og da Tauson selv leverede et fejlbehæftet serveparti efterfølgende, blev det helt lige ved 3-3.
Det blev også 4-4, men da sættet gik ind i sin afgørende fase, var det tydeligt, at danskeren ikke var godt tilpas.
Hun hev efter vejret efter en lang duel, og i et andet tilfælde dunkede hun sig selv frustreret i brystet.
Det hæmmede hende tydeligt, og hun tabte sættet 4-6, da hun på Swiateks anden sætbold lavede dobbeltfejl.
Derpå bad Tauson om at få lægehjælp.
Hun kom tilbage på banen og udlignede til 1-1 i andet sæt, men hun var for hæmmet til for alvor at kunne udfordre Swiatek, der efterhånden havde fundet et godt niveau. Danskeren blev således brudt til 1-3.
Swiatek gav nu intet fra sig i egne servepartier, og danskeren havde ikke kræfterne til at jagte et comeback. Derfra gik det stærkt, og Swiatek sikrede sejren efter 66 minutters kamp.
For Swiatek venter nu en kvartfinale mod russeren Liudmila Samsonova.
Tauson kan trods alt se tilbage på en god turnering, hvor hun for første gang i karrieren vandt en kamp i Wimbledon og undervejs besejrede 2022-mesteren Elena Rybakina.
De tre sejre betyder, at hun med meget stor sandsynlighed rykker ind blandt verdens 20 bedste for første gang i karrieren, når ranglisten opdateres på mandag.
/ritzau/