En 38-årig mand, der er mistænkt for et drabsforsøg i Frederikshavn i 2022, er blevet udleveret fra Libanon til Danmark og skal tirsdag fremstilles i grundlovsforhør.
Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Tre mænd er allerede dømt i sagen.
Det var 2. marts klokken 00.47, at en dengang 25-årig mand blev stukket med kniv samt slået med et slagvåben på gaden i Frederikshavn.
Politiets efterforskning pegede i retning mod fire mænd, hvoraf tre af dem blev anholdt umiddelbart efter og senere idømt fængsel.
Den fjerde mand blev efterlyst internationalt, da der forelå oplysninger om, at han var udrejst af Danmark.
Senere er han blevet anholdt i Libanon, og mandag blev han udleveret til Danmark, overdraget til Nordjyllands Politi og fløjet til Nordjylland.
Tirsdag klokken 09.00 vil han blive fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Hjørring. Han er sigtet for drabsforsøg.
- Efterforskningen i denne sag har været omfattende og langvarig - og jeg er derfor meget tilfreds med, at vi nu kan få også denne mistænkte retsforfulgt - og således opnå rettens sidste afgørelse i denne voldsomme sag, siger politikommissær ved Nordjyllands Politi Peter Skovbak, der har ledet efterforskningen i sagen.
Af hensyn til sagens videre efterforskning ønsker Nordjyllands Politi tirsdag ikke at oplyse yderligere.
/ritzau/