DER ER MANGE slags ventetider i livet. Hvor adventstiden er en af dem, der bringer håb for fremtiden og lover, at ”ørkenen skal blomstre”, står mange kronisk syge danskere i årevis i en anden slags ventetid på ubestemt tid. De står i det kommunale sociale system og venter på en retfærdig afslutning af deres sager med henblik på førtidspension eller fleksjob. Ventetiden kan føles som en ørken, hvor intet blomstrer, men al energi og alt håb suges ud. Og tiden går.
Hvad er det, der kommer, hvis man er uhelbredeligt syg og varigt uarbejdsdygtig? Man skulle tro, det var rigeligt at miste funktions- og arbejdsevne og måske miste endnu mere heraf over tid – med alt det, som følger med. Men der vil også for mange være meget at miste, hvis man henvender sig til det sociale system og beskæftigelsessystem om hjælp. Man bliver helt udleveret til kommunens afgørelser.
Fra neuropsykologien ved vi, at uvished er en trussel, der sætter mennesker under stærkt psykisk pres. Men er der i forvejen tale om syge mennesker, så er det ikke svært at forstå, at de kan blive endnu mere syge af det, hvis kommunen fastholder dem i uvished om deres fremtidsudsigter over mange år. De er jo i forvejen svækkede på helbredet og måske herudover psykisk nedbrudt i et eller andet omfang. Nogle får PTSD på grund af systemets behandling – altså posttraumatisk stresssyndrom. Derfor tangerer det tortur, når borgere holdes længere tid i den kommunale afklaringsmølle end strengt nødvendigt.
DET ER I DAG FIRE ÅR siden Folketingets vedtagelse af reformen af førtidspension og fleksjob. Den initierede samtidig den reform-amok med blandt andet sygedagpengereform og to gange kontanthjælpsreformer, som har kendetegnet de seneste år. Det har for mange syge været meget alvorlige år, hvor tiden og deres sagsbehandling har stået i stampe. Afmagt og retsløse tilstande har for mange været en massiv erfaring. Tab af rettigheder ligeså.
Trods massiv kritik har de forskellige regeringer og forligskredse ikke villet ændre ved reformerne eller gribe ind over for forvaltningen. Og nu forlyder det, at den planlagte evaluering af førtidspensionsreformen i forligskredsen er blevet udskudt til marts næste år på grund af den nye VLAK-regering.
Noget af det kritisable ved førtidspensionsreformen er, at reglerne er blevet så diffuse og uklare, at der reelt ikke længere eksisterer nogen offentligt sikret førtidspension. Ifølge loven kan der ganske vist gives førtidspension, hvor arbejdsevnen er varigt nedsat og det er helt åbenbart – og det er der også nogen, der får. Men samtidig er det gjort næsten umuligt at dokumentere denne varige arbejdsevnenedsættelse.
Derfor ender mange meget syge borgere med at blive tvunget ud i langvarige ressourceforløb, selvom det er åbenbart, at de ikke kan varetage noget job, og selvom der foreligger alle tænkelige lægejournaler og arbejdsprøvninger allerede inden ressourceforløbet.
KL har selv fastslået i maj 2016, at 600 personer har modtaget offentlig forsørgelse i mere end 20 år, og at ressourceforløbsdeltagerne i gennemsnit har modtaget offentlig forsørgelse i 9,5 år, inden ressourceforløbet begyndte. Det dokumenterer, at ressourceforløbene bestemt ikke er nogen tidlig indsats.
Nogle gange sendes borgere endog i ressourceforløb direkte på trods af, at læger har understreget, at de vil blive endnu mere syge af det (ressourceforløbet er kontraindiceret). For nyligt fastslog Østre Landsret i en dom, at man var enig med Ankestyrelsen i en afgørelse om, at en kommune gerne måtte sende en svært psykisk syg socialpædagog i et ressourceforløb trods advarsler fra hendes psykiater. At forløbet resulterede i en psykiatrisk indlæggelse, og at borgeren senere fik tilkendt førtidspension, spillede ingen rolle i vurderingen. Jeg mener, der er noget galt med selve lovgivningen, når Ankestyrelsen og Landsretten kan godkende en sådan behandling!
Der er også kronisk syge mennesker, der parkeres på kontanthjælp. Nogle af dem befinder sig endog i flere årtier i systemet, selvom reformpolitikerne påstår, at det er en midlertidig ydelse, og at ”rigtigt syge” mennesker ikke skal være på kontanthjælp. Således beskrev en bisidder til en psykisk syg kontanthjælpsmodtager på Facebook forleden, at Københavns Kommune ikke mente, at borgeren var i målgruppen for hverken ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension, selvom han havde været i kontanthjælpssystemet i 27 år og kunne fremvise både lægeattester og arbejdsprøvninger.
JEG OPFORDRER endnu engang partierne bag reformerne af førtidspension, fleksjob, sygedagpenge og kontanthjælp til at ændre lovgivningen, så kommuner ikke må gå imod praktiserende læge og speciallægers helbredsudredninger, men vægter disse højt i sagsbehandlingen.
Der bør indføres en maksimal tidsgrænse på for eksempel et år for, hvor længe en borgers sag alt i alt må være under kommunal behandling, efter at borgerens helbred er undersøgt. Ved alvorlig kronisk sygdom skal man tilbydes førtidspension, fleksjob eller revalidering efter denne tidsgrænse.
Og så skal regeringen og forligspartierne sikre, at kommunerne ændrer forvaltningspraksis og overholder lovgivningen. Folks liv står på spil, og de kan ikke vente på deres ret i det uendelige.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.