JEG HAR nu været på kontanthjælp i halvandet år.
Jeg måtte stoppe på mit universitetsstudie, da sygdommen vandt over mig. Jeg var altså kronisk syg og stationær i min helbredsstatus (endda med forværring som eneste perspektiv), allerede inden jeg kom på kontanthjælp - og altså, skulle man tro, placeret det forkerte sted i systemet. Dette gør sig, som jeg har nævnt utallige gange før, gældende for 75 procent af kontanthjælpsmodtagerne: der er andre problemer end ledighed. Det kan være dybe sociale, psykiske eller fysiske problemer. Alle sammen gør de det svært for den pågældende at deltage i arbejdsmarkedet på lige vilkår.
Grunden til jeg nævner det - igen - er, at denne viden tilsyneladende ikke er sunket ind hos mange almindelige danskere. Når jeg bliver spurgt om samfundets overordnede indstilling til kontanthjælpsmodtagerne har ændret sig det sidste år, kan jeg konstatere, at det har den. Men ikke, som jeg måske naivt havde forventet, udelukkende til det bedre. Jeg havde en beskeden forventning om, at efter kontanthjælpsloftet er blevet et diskussionsområde i medierne, så ville folks viden og forståelse blive større. Dette er desværre ikke tilfældet. Der er sket en forråelse i vores tilgang til andre mennesker. Og kontanthjælpsmodtagere er et let offer for det latente had, der tilsyneladende er let at piske op hos visse dele af befolkningen.
Højrefløjspolitikerne (og i høj grad medierne) har i den grad lykkes med at få solgt konceptet “kontanthjælpsmodtager” som et klynkende, arbejdssky, socialt degraderet og degenereret element med ucharmerende og urimeligt udpræget krævementalitet. At kontanthjælpsmodtagere simpelthen selv har valgt deres position i samfundet, og at dette valg kan påvirkes ved økonomiske sanktioner og det rette incitament.
Og mange almindelige danskere har ædt denne falske præmis råt.
VIRKELIGHEDEN KUNNE næppe være længere fra ovenstående. Kontanthjælpsmodtagere er for det første en broget masse. Men der er en udpræget overvægt af kronisk syge kvinder med hjemmeboende børn, hvoraf disse også ofte har problemer og diagnoser. Det er altså forældre, som selv er kronisk syge, eller forældre med børn, der er syge, eller har andre problemer, som har betydning for forældrenes tilknytning til arbejdsmarkedet. Det kan f.eks. være børn med massive handikaps. Det kan være børn med så svære psykiske lidelser, at inklusionen i folkeskolen kan virke direkte skadeligt på barnet og så videre. Eksemplerne er utallige.
Alligevel udstilles og udskammes disse mennesker konstant i medierne af politikere med en neoliberal dagsorden og af medierne selv - også med en neoliberal dagsorden. Når jeg er i kontakt med reformramte, er der flere medier, som jeg simpelthen fraråder dem direkte at stille op i, hvis de er blevet bedt om at stå frem og spørger mig til råds.
De medier, som ikke har en tydelig borgerlig profil, nøjes til gengæld ofte med at agere ukritiske mikrofonholdere for de politikere, som vil have deres budskab igennem. Ofte ved brug af nedgørende hånlighed over for sådan nogen som mig - ofte tangerer det decideret mobning. Af siddende politikere med uindskrænket magt og medieadgang. Den slags er udmattende at stå imod - især hvis man oven i hatten er syg. Derfor er der mange kontanthjælpsmodtagere, der siger nej til at stille sig frem - og hvis de gør det alligevel, simpelthen fuldstændigt kæntrer over reaktionerne og den tilsvining og ydmygelse, der ALTID følger i kølvandet. Efterdønningerne har store omkostninger for den enkelte.
Noget af dét, som har forplumret debatten mest, er politikernes fuldstændigt skamløse fordrejninger af “rådighedsbeløb”. Det er rigtigt svært for den almindelige dansker at tage stilling, når det i medierne forlyder, at en (i øvrigt doven og krævende) kontanthjælpsmodtager får udbetalt over 20.000 kroner om måneden. Det er så grimt at se dem slippe afsted med at servere fejlagtige tal, og medierne der ukritisk æder det som sandhed, og ikke stiller spørgsmålstegn ved om de tal nu også "er" rigtige, eller om det er en fordrejning af sandheden.
LAD MIG slå det fast én gang for alle: Der er INGEN, der modtager over 20.000 i kontanthjælp. Når man er enlig forsørger og får udbetalt højeste takst, får man cirka 10.500 kroner udbetalt om måneden.
Alt hvad der kommer oveni er ekstra tilskud - som alle andre, altså ikke kun kontanthjælpsmodtagere, OGSÅ får, hvis de er berrettigede til det: f.eks boligstøtte (som nu hører ind under loftet, og for mange kontanthjælpsmodtageres vedkommende nu er bortfaldet - og derfor ser vi en stigning i udsættelser), tilskud til børnepasning i daginstitutioner, børnepenge og børnebidrag, medicintilskud osv.
Det er kort sagt en retorisk svinestreg. Det er tarveligt. For det er en helt bevidst krigsførelse - ikke mod fattigdom, men mod de fattige. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt.
Faktum er, at der er sket en markant stigning i udsættelser af lejligheder. Der er sket en mangedobling af ansøgninger om julehjælp. Der er sket en markant stigning i folk, der går sultne i seng, og mennesker der fravælger livsvigtig medicin. Der bliver tigget på sociale medier - primært om noget så basalt som mad!
VORES SAMFUND er ved at miste det, der gjorde Danmark til noget helt særligt. Vi er ved at miste tilliden til hinanden. Solidaritetsfølelsen. En tiltro til at alle bidrager med det, de kan. For selvfølgelig skal alle bidrage, med alt hvad der kan præsteres. Men når man skal have en seng med i praktikken, og taxaen holder og venter, fordi man kun har en arbejdsevne svarende til 5 minutter om ugen, så giver tingene ikke mening mere. Nu er det, der før var et sikkerhedsnet, som skulle gribe dem, der ikke selv kunne, blevet til et ydmygende og omsiggribende apparat, som ofte gør syge mennesker endnu mere syge - i håbet om at kunne tvinge 5 minutters arbejdsevne ud af, ja - syge, mennesker.
Fattigdom gør ikke mennesker raske.
Ydmygelser og hån skaber ikke flere jobs.
Heldigvis er der også dele af befolkningen, som har evnen til at se igennem politikernes spin og newsspeak, som evner at se på kontanthjælpsmodtagere som mennesker. Mennesker med værdighed. Som kan se og anerkender, hvor kort vej (22 uger) der er fra det gode og sikre liv i middelklassen til et liv som kronisk syg på kontanthjælp.
Jeg oplever en hjertevarmende generøsitet og mangfoldighed hos de mennesker, som stiller deres evner og overskud til rådighed, for dem der ligger fladkørte på bunden. De giver deres næste en udstrakt hånd - og ikke af den slags som regeringen præsterer: en syngende lussing.
Så - lad os gøre det lidt bedre næste år. Vise lidt mere forståelse. Lidt mere menneskelighed. Godt nytår.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.