Hvis du er en af dem, der elsker at vende tilbage til Korsbæk og gense Mads Skjern, Ingeborg og Maude, må du snart væbne dig med tålmodighed. Fra august forsvinder Matador nemlig midlertidigt fra DR’s tjeneste Gensyn.
Det oplyser DR på sin hjemmeside, hvor man uddyber at pausen skyldes en arkivaftale, som sætter grænser for, hvor længe ældre produktioner må ligge frit tilgængelige på nettet. Ifølge aftalen må et program kun ligge online i 18 måneder ad gangen, og derefter skal det holde mindst 30 dages pause, før det igen må vises på Gensyn.
Aftalen er indgået med kunstner- og producentorganisationer, som gennem tiden har bidraget til DR’s udsendelser. Og det betyder altså, at nogle af de mest elskede titler en gang imellem må tage en pause, forklarer DR.