En langfingret person har hapset flere poser med pantflasker fra den historiske Havneby Kro.
Det fortæller kroens ejer Helle Thomsen til JydskeVestkysten.
Hun undrede sig over, at syv poser med pant blev til fire. Derfor har hun lavet et opslag på Facebook.
Her opfordrer hun tyveknægten til at komme forbi kroen for at få miseren ud af verden på en stille og rolig måde.
Ellers vil hun anmelde tyveriet til politiet.
- Vi kan alle lave narrestreger i vores liv. Men lad det blive ved denne ene forseelse og undgå at blive anmeldt for tyveri på grund af nogle pantflasker, skriver Helle Thomsen ifølge avisen.
Hun kommer med følgende forslag: Du kan tage opvasken et par gange for de penge, du har fået dig tiltusket.
Hun har på forhånd lavet lidt detektivarbejde og har derfor en stærk formodning om, hvem der er tyven.
- Da jeg opdagede det her, var jeg ovre i brugsen lige overfor for at høre, om der havde været nogen med en masse pant, og det havde der ganske rigtigt.
- Det er jo en smule dumt, fortæller Helle Thomsen til JydskeVestkysten.
Endnu har tyven ikke reageret. Måske har personen for en stund forladt øen eller måske lever personen lykkeligt uden Facebook og/eller den lokale avis.