Niko Grünfeld er kultur- og fritidsborgmester i København. Han er medstifter af Alternativet og Altivisten. Niko er i øvrigt iværksætter på tiende år og arbejder med ledelsesrådgivning, coaching, konfliktmægling og undervisning i erhvervslivet samt den offentlige sektor.
Hvert nytår giver os chancen for at tænke tilbage på året, der gik. Tænke på, hvad der gik godt, og hvad der gik galt. Alt sammen så vi kan gøre det bedre næste år. Aldrig har det været vigtigere end ved overgangen fra 2016 til 2017.
Det er svært at komme uden om, at 2016 var et ualmindeligt dårligt år. Ikke alene på grund af flygtningekrisen, forværret klimakrise og øget ulighed. Men i lige så høj grad på grund af måden, kriserne er blevet håndteret politisk.
Herhjemme har regeringen med varierende allierede ført en decideret umenneskelig flygtningepolitik, talt usandt om, at PSO-afgiften skulle være ulovlig, og fundet råd til nye skattelettelser til de rigeste, mens kontanthjælpsloftet har sendt flere og flere ud i fattigdom. Det er heftige politiske tiltag, som kræver en god forklaring. Og den tror jeg såmænd, at de ansvarlige politikere har.
Jo, jeg er sikker på, at alle vores politikere sigter efter at skabe de bedste rammer for danskernes livskvalitet. Problemet er bare, at det ikke er nok kun at tænke på os selv, når omverdenen og klimaet har brug for os. Og så det, at den førte politik faktisk ikke er den bedste vej til højere livskvalitet.
Den førte politik bygger på idéen om, at mere økonomisk vækst nødvendigvis er godt. Det er forkert. Det ved vi, for det er den samme politik, der er blevet ført de seneste 10 år. Og i den periode viser forskningen, at vi ikke er blevet mere tilfredse med vores liv. Faktisk er vi, ifølge den FN-bestilte World Happiness Report (2016), det nordeuropæiske folk, hvis livstilfredshed er faldet mest i perioden.
Jeg tror, en del af forklaringen er, at samfundets velstand er blevet mere uligt fordelt, som blandt andet Danmarks Statistik har vist. Det har betydet, at de, der ikke har brug for mere mellem hænderne, har fået mere gennem skattelettelser, mens de, for hvem en velstandsstigning ville betyde noget, har fået mindre på grund af reformer af blandt andet SU, kontanthjælp og dagpenge.
Vi ved fra forskningen i livskvalitet, at velstand har en betydning for den enkeltes livstilfredshed. Det er svært at være tilfreds, hvis man ikke har råd til mad og bolig. Er der nogen i Danmark, der står i den situation? Ja, absolut. Men de har netop ikke fået mere mellem hænderne af vækstpolitikken. Tværtimod har man presset dem økonomisk, selvom andre dele af samfundet svømmer i penge.
Men vi ved også fra forskningen, at når man når et vist velstandsniveau og bor og lever forholdsvist behageligt, så gør mere velstand ikke en mere lykkelig. I Danmark har vi en stor middelklasse, der står i præcis den situation. For dem er der større udfordringer end deres velstandsniveau. For dem betyder det i stedet mere, at de er sunde og raske. At de ser en mening i tilværelsen. Og vigtigst af alt: at de har tid til familie, venner og andre gode relationer.
At arbejde hårdere og længere, som så mange danske politikere brændende ønsker at få os til, vil måske give større økonomisk vækst, men det forbedrer ikke vores sundhed, vores livsmening eller vores sociale relationer – snarere tværtimod.
Vi arbejder i forvejen for meget. Stress er blevet en folkesygdom. Sidste år viste en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, at 370.000 danskere enten ofte eller hele tiden føler sig stressede.
Stress er et kæmpe samfundsøkonomisk problem. Statens Institut for Folkesundhed har regnet ud, at samfundet årligt taber 14 milliarder kroner på grund af stressrelaterede sygdomme. Medtages andre psykisk relaterede omkostninger, rammer tallet 55 milliarder.
Men hvad vigtigere er; stress ødelægger vores livskvalitet. For eksempel fører ubehandlet stress, ifølge Stressforeningen, til mere end halvdelen af alle depressioner og angstlidelser. Og dem er der mange af. 150.000 danskere lever ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen med en depression. Hver femte af os bliver ramt i løbet af livet. Det er det egentlige problem for mange danskere. Og det løses ikke af mere arbejde eller højere vækstrater.
2016 var et rigtigt dårligt år for klimaet og for omverdenen. I Danmark valgte vi ikke at hjælpe til efter evne, fordi vi skulle have råd til at forbedre vores egne liv. Men ikke engang det formår regeringens vækstpolitik at gøre. For de danskere, der vil få mere i hænderne af vækstpolitikken, vil det nemlig alligevel ikke betyde øget livskvalitet, når deres egentlige problemer er dårlig sundhed, stress og manglende tid. Og de danskere, for hvem en øget indkomst ville betyde noget, oplever ingen forbedrede vilkår, når det sociale sikkerhedsnet samtidig ødelægges. Vi formåede det ikke i 2016, så lad os i stedet gøre 2017 til året, vi tog os af både verden og os selv.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.