Merlin Entertainments åbner lørdag sin første Legoland-park i Kina. Parken bliver samtidig verdens største Legoland.
LÆS OGSÅ: Nu genopføres Badehotellet
Forlystelsesparken ligger i Shanghai i det østlige Kina og åbner officielt lørdag.
Parken består af otte sektioner med forskellige temaer fra Lego-universet, skriver nyhedsbureauet Reuters. Temaerne inkluderer blandt andet Ninjago, Lego Friends og Monkie Kid.
Legoland Shanghai strækker sig ifølge avisen South China Morning Post over 318.000 kvadratmeter, og der er blevet brugt over 85 millioner legoklodser inde i parken.
Til sammenligning strækker Legoland i Billund sig over 140.000 kvadratmeter.
Med den nye park ejer og driver Merlin Entertainments ifølge sin hjemmeside 11 Legoland-parker rundt i verden samt et vandland ved Gardasøen i Italien.
Forlystelsesparkerne med Lego-tema ligger ud over i Billund også i blandt andet Californien, Dubai, Sydkorea og Japan.
I Shanghai bliver parken ifølge Reuters drevet i et samarbejde mellem Merlin Entertainments og styret i Shanghai.
I en del af parken kaldet Miniland kan man opleve en gengivelse i legoklodser af det centrale Shanghai og byens havnefront.
LÆS OGSÅ: Kendt hotel og restaurant lukker
Byggerierne i Miniland har ifølge Reuters taget 168.000 timer at færdiggøre, og der er brugt over 20 millioner legoklodser.
Det danske legetøjsbrand Lego er allerede massivt til stede i Kina, og de små byggeklodser er populære hos kinesiske forbrugere.
Lego har foruden produktion også over 400 butikker i Kina, skriver Reuters. På verdensplan har Lego over 1000 butikker.
Lego-familiens investeringsfirma, Kirkbi, ejer knap halvdelen af Merlin Entertainments og derigennem knap halvdelen af Legoland-parkerne.
Legoland er ikke den eneste store forlystelsespark i Shanghai, og i løbet af de kommende år vil der åbne endnu flere.
I 2016 åbnede Disney et Disneyland i Shanghai, og i 2027 vil Warner Bros åbne en såkaldt Harry Potter Studio Tour, hvor besøgende kan få oplevelsen af at være i kulisserne til Harry Potter-filmene.
Også en forlystelsespark for børn med Gurli Gris-tema ventes at slå dørene op i 2027.
Legolands parker henvender sig ifølge Merlin Entertainments primært til familier med børn.
Foruden forlystelsesparker driver koncernen også overnatningssteder tæt på parkerne, hvor gæster kan overnatte.
/ritzau/