Det er slut med à la carte-serveringer fra den anerkendte kok Per Hallundbæk, der har valgt at gå nye veje. Derfor har manden, der var med til at sætte Falsled Kro på det danske spisekort, drejet nøglen om til sit spisested, Restaurant Hallundbæks, i Odense.
Lukningen trådte i kraft, da juni blev til juli, men den blev først meldt ud sent søndag aften på restaurantens Facebook-side.
- Fra og med 1. juli 2025 kan du desværre ikke længere besøge Restaurant Hallundbæks i lokalerne på G.A.S.A., lyder det blandt andet i opslaget, hvor lukningen forklares med, at man i stedet vil satse på lukkede selskaber og events.
Per Hallundbæk var i ni år køkkenchef og direktør for den ikoniske Falsled Kro på Sydfyn, indtil han valgte at stoppe i 2017 for at kaste sig ud i egne projekter.