Jan Hoby er næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger) og 100% socialist og feminist. Han er født i 1962 og opvokset i arbejderkvarteret Bispebjerg. Fra den tidlige ungdom har han været organiseret socialist. Jan vil hovedsageligt blogge om arbejderbevægelsens, primært fagbevægelsens, udfordringer set fra en aktivistisk og venstreorienteret fagbureaukrats udkigspost. Men han vil også tage emner som kritisk pædagogik, børns hverdagsliv og forskning inden for disse områder op.
SIDEN 2000'ERNE har de offentlige sygehuse været underlagt et krav om et produktivitetskrav. Det betyder kort og godt, at de har skullet levere en større aktivitet, (flere behandlinger mv.) end de har fået penge til.
Kravet har været indskrevet i de årlige økonomiaftaler, som er indgået mellem Danske Regioner og regeringen, og som et flertal i Folketingets Finansudvalg har stemt for. Frem til 2006 var produktivitetskravet på 1,5 pct. om året. Fra 2007 steg kravet til 2,0 pct. om året. I kroner og ører betyder et produktivitetskrav på 2 pct., at sygehusene skal levere en produktionsværdi på ca. 1,3 mia. kr. mere end sidste år – uden at få penge til det.
Produktivitetskravet på 2 pct. er i sig selv voldsomt. Men faktisk har sygehusene præsteret mere end skiftende folketingsflertal har forlangt. I perioden 2003-2014 har sygehusene leveret en faktisk produktivitetsstigning på hele 30 pct. svarende til en gennemsnitlig stigning på 2,4 pct. om året.
Til sammenligning har den private markedsøkonomi præsteret en produktivitetsfremgang på 10 pct. i samme periode. Det svarer til en produktivitetsfremgang på 0,8 pct. om året.
Produktivitetsstigningen i sygehussektoren er altså bemærkelsesværdig høj, men har også haft en række omkostninger.
Men Lars Løkke Rasmussen vil kun give penge til regionerne, hvis personalet på hospitalerne løber endnu stærkere. Men der kan ikke løbes stærkere i sundhedsvæsnet!
Arbejdsmiljø og faglighed presset af produktivitetskrav
Investeringer i optimering af bygninger og apparatur kan forklare en del af udviklingen i produktiviteten. I takt med at praksis og forskning medfører, at flere behandlinger kan udføres hurtigere og bedre, nedsættes det efterfølgende plejebehov for mange operationer, som kan udføres uden eller blot med kortvarig indlæggelse. Men det betyder også, at de patienter, som bliver indlagt i længere tid på sygehusene i dag, i gennemsnit har et markant større plejebehov end tidligere.
Produktivitetskravene lægger derfor et massivt pres på plejepersonalet, sygeplejersker og SOSU’er, som har oplevet en kraftig stigning i antallet af patienter, de skal yde en plejeindsats overfor i løbet af en arbejdsdag. Kravet om at øge produktiviteten sætter derfor plejeindsatsen under pres og stiller den enkelte sygeplejerske og SOSU over for ubehagelige valg om, hvilke patienter der ikke kan få den nødvendige pleje. Blandt sygeplejerskerne er der en klar opfattelse af, at der er et højt og stigende arbejdstempo og opgavemængde, og at der er væsentlige forhindringer for at udføre arbejdet fagligt tilfredsstillende.
Krav om højere standard for færre penge
Samtidig presses sundhedsvæsenet af manglende finansiering til at gennemføre screeningsprogrammer. Yderligere pres på økonomien kommer af indførelsen af en ikke-differentieret behandlingsgaranti på 30 dage for alle patienter, som vil føre til flere behandlinger på privathospitaler. Samlet set er presset på sundhedsvæsenet så stort, at det er uforsvarligt at fortsætte videre af den vej.
Konsekvenser af opskruet tempo: Flere fejl og klager
Presset på personalet i sundhedssystemet kan ikke kun aflæses som dårligt arbejdsmiljø. Samtidig stiger risikoen for fejl og utilstrækkelig pleje, fordi der simpelthen ikke er tid. Dette er til ugunst for patienterne. Dette kan aflæses i en klart stigende tendens i antallet af utilsigtede hændelser indberettet af sygehusene siden 2004.
Alene mellem 2008 og 2014 steg antallet af rapporterede utilsigtede hændelser på sygehusene fra ca. 20.000 til ca. 49.000. Tilsvarende ses en klar stigning i antallet af indberettede klager. Mellem 2009 og 2014 er antallet af nye patientklager over sundhedsfaglig behandling steget fra ca. 4.000 til ca. 7.000.
Anlægs- og serviceloft underminerer investeringer
Ikke blot forlanger politikerne, at sygehusene leverer produktivitetsforbedringer. Samtidig har flertal i Folketinget bestående af alle partier undtagen Enhedslisten og Alternativet lagt benspænd ud for regionerne med budgetloven. Regeringen kan i dag straffe regioner økonomisk, hvis regionerne bruger flere penge, end de har fået i økonomiaftalen til sundhed. Konkret kan regeringen i det kommende år modregne et overforbrug i bloktilskuddet.
Samtidig er der lagt loft over, hvor meget regionerne må investere. Dette er undergravende for bestræbelserne på at skabe produktivitetsstigninger. For problemet er, at når regionerne ikke må foretage de nødvendige investeringer uden at blive straffet, så må de ty til Offentlig-Private Partnerskaber (OPP), finansiel leasing eller andet, der forskyder udgiften fra investeringsrammen over til driftsudgifterne.
Det betyder, at i stedet for at lægge en engangsudgift til investering i nyt udstyr, bliver regionerne nødsaget til at investerer i udstyr med midler til drift. Dermed udhules driften og der kommer færre penge til personale.
Opgør med produktivitetstyranniet
Der er behov for et opgør med produktivitetstyranniet, som sender regningen for flere behandlinger til de ansatte. Derfor opfordrer græsrodsinitiativet Velfærdsalliancen alle ansatte og deres fagforeninger i sundhedsvæsenet til at gøre den 10.maj til fælles demonstrations, markerings- og protestdag mod produktivitetstyranniet, foran alle landets sygehuse og psykiatriske afdelinger.
Heldigvis mener flere og flere politikere og partier, at det årlige produktivitetskrav på 2 procent skal helt væk. Blandt andet formanden for Region Hovedstaden socialdemokraten Sophie Hæstorp Andersen. Så der er gode muligheder for at skabe brede alliancer mellem ansatte, borgere og politikere, som vi har set det i forbindelse med det kommunale oprør i 2016.
Vi må kræve af politikerne, at de betaler for den vækst i behandlinger og kvalitet, som de forlanger af sundhedsvæsenet. Derfor må de oplagte krav for Danske Regioner til de kommende forhandlinger om næste års økonomiaftale være:
- Drop produktivitetskravet – fuld finansiering af væksten i aktiviteten på sygehusene
- Engangsløft af regionernes finansiering for at kompensere de markante produktivitetsstigninger
- Omprioriteringsbidraget på sundhedsadministration må annulleres for alle årene frem til 2019
- Væk med anlægsloft – regionerne skal have mulighed for at investere i det bedste udstyr og undgå OPP-byggerier
Udviklingen stopper ikke, medmindre ansatte, borgere og politikere stopper det! Vi har det regeringen ikke har. Nemlig fællesskabets styrke og kollektiv handling. Det er på tide at landets sundhedsfaglige personale siger 'Nok er Nok!'
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.