Jan Hoby er næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger) og 100% socialist og feminist. Han er født i 1962 og opvokset i arbejderkvarteret Bispebjerg. Fra den tidlige ungdom har han været organiseret socialist. Jan vil hovedsageligt blogge om arbejderbevægelsens, primært fagbevægelsens, udfordringer set fra en aktivistisk og venstreorienteret fagbureaukrats udkigspost. Men han vil også tage emner som kritisk pædagogik, børns hverdagsliv og forskning inden for disse områder op.
KAST NU HÅNDKLÆDET i ringen, Løhde og Ziegler
Hvor stort et vink med vognstangen skal de offentlige arbejdsgivere med regeringen i spidsen egentlig have?
70 procent af befolkningen bakker op om overenskomstskravene fra de offentligt ansatte, og der er intet svagt led i kæden solidaritetspagten mellem alle fagforbund i stat, region og kommune. Samtidig vælter opbakningen fra den private sektor ind time for time.
Det historiske stormøde med over 10.000 tillidsrepræsentanter var en magtmanifestation uden sidestykke. Det var væg til væg solidaritet, selvtillid og kampgejst, der varsler nye tider.
Det presser regeringen, de gamle magtpartier og de offentlige arbejdsgivere helt op i hjørnet. Og derfor ser vi, at Dansk Folkeparti bakker op om de offentligt ansatte, og Radikale Venstre fortryder, at de stemte for lockout i KL's bestyrelse.
PRESSET ER SÅ STORT, at KL's nye formand, socialdemokraten Jakob Bundsgaard, opfordrer til, at parterne bøjer sig mod hinanden. Læs: De offentlige arbejdsgivere skal bøje sig for presset.
Socialdemokratiet frygter at gentage fiaskoen fra 2013 med lovindgrebet mod lærerne og de efterfølgende politiske konsekvenser. Afvisningen af Mette Frederiksen som 1. maj taler i Aalborg er en huskekage til Socialdemokratiet, der siger: Hvis I glemmer, så husker vi!
Så de gamle magtpartier er ved at skide grønne grise.
For hvert sekund der går, og hver time klokken slår, bliver det tydeligere, at arbejdsgiverne med Løhde og Ziegler i spidsen totalt har fejllæst situationen. De troede, at situationen var som i 2013 under finanskrisen, hvor lønarbejdere og fagbevægelse var skræmt fra vid og sans, og hvor de offentlige arbejdsgivere med Thorning, Corydon og Ziegler udnyttede situationen til at angribe lærerne igennem et planlagt overgreb på den danske model.
De offentlige arbejdsgivere vidste, at fagbevægelsen hverken kunne eller ville stå skulder ved skulder. Krisen havde sendt et granatchok igennem de offentligt ansatte og deres fagforbund. Solidaritet var reduceret til en 1. maj begivenhed og likes på Facebook.
MEN 2013 ER LÆNGE SIDEN. Finanskrisen er forbi, og økonomien, beskæftigelsen og virksomhedernes profitter er på himmelflugt. Almindelige danskere har rystet krisens handlingslammelse af sig og vil have andel i de værdier, som de skaber, men som overklassen og de gamle magtpartier bruger på skattelettelser og kampfly. Danskerne er dødtrætte af velfærdsnedskæringer på daginstitutioner, skoler, sygehuse og plejehjem.
Offentligt ansatte er dødtrætte af, at politikerne pisser på vores faglighed, arbejdsmiljø og arbejdsliv og bagefter beskylder os for at lugte, være grådige og egennyttige. Samtidig tildeler politikerne i Folketinget og kommunerne sig selv gigantiske lønstigninger og kaster trecifrede millionbeløb i bonusser efter uduelige og inkompetente chefer i stat, regioner og kommuner.
SÅ NOK ER BLEVET NOK. Det er det, som de offentlige arbejdsgivere ikke har forstået, for de forstår ikke, hvad der foregår i almindelige lønarbejderes arbejds- eller hverdagsliv.
I skrivende stund begynder Sophie Løhde og Frankensteins skabning, Moderniseringsstyrelsen, at give efter for det massive pres fra solidaritetspagten mellem 750.000 offentlige ansatte og 70 procent af befolkningen. Jeg plejer at sige, at al erkendelse kommer drypvist og som regel for sent.
De offentlige arbejdsgivere er klar over, at deres masselockout af 440.000 offentlige ansatte i stat, regioner og kommuner er en eklatant katastrofe, som risikerer at eksplodere imellem hænderne på dem. Regeringen og de offentlige arbejdsgivere frygter lockouten mere end vi, for alle pile peger på, at det er dem og ikke os, der har eskaleret konflikten, og som lukker den offentlige sektor ned i alle afkroge af landet.
HISTORIEN OM OK18 er ved at blive historien om et forudsigeligt nederlag til regeringen og de offentlige arbejdsgivere. Vi, de 750.000 offentligt ansatte, har allerede vundet, selv om der endnu ikke er indgået et forlig i forligsinstitutionen.
For uanset hvordan OK18 ender, så bliver det en megastor sejr for 750.000 offentligt ansatte og sammenholdet mellem alle vores fagforbund.
Mit bud, er at de offentlige arbejdsgivere med Løhde i spidsen og Ziegler som dikkende lammehale dropper alle deres nederdrægtige krav. Frokostpausen i staten bevares, lærerne får en arbejdstidsaftale, og vi får alle en lønstigning, der er den samme som på det private arbejdsmarked, og en ligelønspulje.
Det mest sandsynlige er, at vi hverken når i strejke den 4. april eller i masselockout den 10. april. For politikerne ved, at alle storkonflikter i Danmarks historien, uanset om der efterfølgende har været lovindgreb, har givet lønarbejderne i det private og offentlige sektor massive forbedringer. Generalstrejken i 1985 gav os 37 timers arbejdsuge. Storkonflikten i 1998 gav os den 6. ferieuge og marathonstrejken i 2008 gav os historiske lønstigninger.
SAMMENHOLDET OG SOLIDARITETEN mellem 750.000 offentligt ansatte viser, at fagbevægelsens kerneværdier virker. OK18 er historien om, at fællesskabets styrke kan forandre alt. Det skal vi bruge til kommende kampe for et solidarisk velfærdssamfund for de mange og ikke de få. OK18 er også en løftestang for lønarbejderne i den private sektor, når de skal forhandle overenskomst i 2020.
Vi vinder, fordi vi valgte solidaritet og sammenhold.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.