Blog
Af Jan Hoby
Om Jan Hoby
Jan Hoby er næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger) og 100% socialist og feminist. Han er født i 1962 og opvokset i arbejderkvarteret Bispebjerg. Fra den tidlige ungdom har han været organiseret socialist. Jan vil hovedsageligt blogge om arbejderbevægelsens, primært fagbevægelsens, udfordringer set fra en aktivistisk og venstreorienteret fagbureaukrats udkigspost. Men han vil også tage emner som kritisk pædagogik, børns hverdagsliv og forskning inden for disse områder op.
DER ER IKKE MANGE øjeblikke i disse uger, hvor jeg ikke mødes af det stærke fællesskab, vi har skabt i forløbet omkring OK18. Og fællesskabet består, selv om det er en god mediehistorie, at der er sprækker i sammenholdet.
Den omfattende bevægelse af offentligt ansatte, der #skuldervedskulder har stået sammen om #EnLøsningForAlle, har med vores solidaritetspagt skrevet Danmarkshistorie og startet et nyt kapitel i arbejderbevægelsens snart 200 år lange historie.
VORES SOLIDARITETSPAGT har allerede vundet befolkningens opbakning for vores rimelige krav, og vi har bygget lokale fællesskaber, der skal bære den faglige solidaritet ind i fremtidens kampe om velfærd og bedre vilkår for medarbejderne.
Vi står ved målstregen af overenskomstforhandlingerne. Nu skal vi ikke ryste på hånden eller være bange for ansvaret - eller lade os ryste af medier, der bevidst giver uenigheder de helt store overskrifter. Vi har fået presset regeringen og KL helt derhen, hvor de nu er ved at give efter. Men vi er der ikke helt endnu. De skal skubbes det sidste stykke, så vi får en aftale, der indeholder en løsning for alle. Eller endnu mere præcist, løsninger for alle. Ellers må vi konflikte os til det.
DEN GODE NYHED ER, at politikerne og de offentlige arbejdsgivere frygter en storkonflikt, mere end vi gør. Og derfor er risikoen for en storkonflikt meget lille, og chancen for et forlig, der giver løsninger for alle, meget stor.
LO-gruppen har lavet en aftale på det regionale område. En aftale der har skabt debat, vrede og frustration i dele af fagbevægelsen og blandt mange medlemmer. Men aftalen er helt efter ånden i solidaritetspagten.
Vi fik vores hovedkrav igennem: Reallønsfremgang på 8,1% over tre år, sikring af en parallel lønudvikling mellem det offentlige og det private, ingen forringelser for seniorer, så aldersgrænsen for, hvornår man fik seniordage, skulle stige løbende og tryghed omkring vores spisepause. Det var, hvad vi var enige om at kræve på lønmodtagersiden. Det er en stor sejr for den samlede fagbevægelse og et varigt blivende resultat, som alle får glæde af. Og det er vores stærke sammenhold, der har bragt os hertil. Alle er enige om, at lønkravene er opnået, men FTF og AC er ikke enige i, at frokostpausen er.
Der er derfor, på overfladen, opstået en lille sprække i det historiske sammenhold, som de offentligt ansatte har skabt i de seneste måneder, når de har stået skulder ved skulder om en løsning for alle. Men vi skal sætte alle sejl til, således at der bliver løsninger for alle på det kommunale og statslige område. Musketer-eden skal fastholdes.
DET ER VIGTIGERE, at solidaritetspagten holder, end at vi undgår en storkonflikt. Det er også vigtigt, at solidaritetspagten holder, og vi indgår forlig, når arbejdsgiverne er presset helt i bund og opfylder vores krav. Det ville være helt ude i hampen at sige nej tak til indholdet i delaftalen for 40.000 offentligt ansatte i regionerne, som i øvrigt ikke skal til afstemning særskilt, men skal indgå i et samlet mæglingsforslag. Så der er stadig muligheder for fælles løsninger.
Det kan faktisk ende med, at delaftalen bliver den løftestang, der får afgørende betydning for resultaterne på både det kommunale og statslige område. Meget tyder på, at det bliver sådan. Sophie Løhde har allerede accepteret lønrammen.
LO-gruppen på det regionale område har givet deres fulde opbakning til, at FTF og AC kan forhandle mere sikkerhed for den arbejdsgiverbetalte frokostpause ind i overenskomsten, end den der allerede er på det regionale og kommunale område. Men skal der betales, så må de selv betale. For der er faktisk ca. 40.000 lavtlønnende LO-medlemmer i det offentlige, som slet ikke har betalt spisepause. Det ville være unfair, hvis de skulle betale for yderligere sikkerhed for FTF og AC.
Men der er sgu ingen akademikere, i regionerne eller kommunerne, som er i fare for at miste den arbejdsgiverbetalte frokostpause. Der er ens vilkår for pædagogmedhjælperen og AC'eren
FAGBEVÆGELSEN STÅR FORTSAT sammen om, at der skal være løsninger for samtlige 720.000 kommunalt og statsligt ansatte, hvor spisepausen, lønudvikling der følger de privatansatte, og en arbejdstidsaftale for lærerne sikres. Men vi bliver nødt til, i fuld overensstemmelse med solidaritetspagten, at erkende, at det ikke er samme løsning for alle, men at presset skal opretholdes for at få løsninger for alle.
Den største forhindring for en god aftale er regeringen og KL, og det er dem, der skal overvindes.
Derfor skal presset på arbejdsgiverne fastholdes, og alle opfordres til at bakke op om fagbevægelsens aktiviteter ude i landet. Alle københavnere kan møde frem foran Forligsen, mens man alle andre steder kan stå skulder ved skulder og tale for #EnLøsningForAlle.
Jeg opfordrer alle til, at vi fastholder fokus på sammenhold og fællesskab på tværs af alle faggrupper, uanset om man måtte have forskellige vurderinger af delaftalen.
Det hører derfor ingen steder hjemme at udråbe Dennis Kristensen, FOA's afgående forbundsformand, til skurk og hovedfjende. Dennis Kristensen er chefarkitekten bag solidaritetspagten. FOA var det eneste fagforbund, der stod last og brast med lærerne under Corydons og Zieglers lockout i 2013.
Faktisk var det LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger), som jeg er næstformand for, der var den første fagforening, der gav vores uforbeholdne opbakning og konkrete solidaritet med landets folkeskolelærere og undervisere. Dennis Kristensen har om nogen udvist lederskab, mod og vilje til at sætte fællesskabets styrke i spil i opgøret med Nødvendighedens politik.
DET ER KUN REGERINGEN, Moderniseringsstyrelsen og resten af de offentlige arbejdsgivere, der har gavn af vores interne splittelse. Vi skal ikke spille mediernes spil eller være politikernes nyttige idioter.
Så vi bliver nødt til at gøre alt for at stoppe splittelsen mellem os alle, fra kælder til kvist i solidaritetspagten. Vi skal kunne rumme forskellige fagpolitiske analyser, strategier og taktikker, i vores fælles bestræbelser på at sikre løsninger for alle.
Vi skal ikke sætte det fantastiske fællesskab, som medlemmerne sammen har skabt, over styr. Det skal bruges til at skabe fælles resultater nu og i fremtiden til gavn for alle.
Solidaritetspagten holder hele vejen. For hvis der kommer konflikt på de kommunale og statslige områder, vil kommunale og statslige HK'ere, socialpædagoger, dagplejere, SOSU'ere og 3F'ere kæmpe side om side med lærerne og deres akademiske kolleger.
Fordi sammenhold og solidaritet altid har givet resultater til alle.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning.
Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier,
så send en mail til tip@avisen.dk.