MENS GRÅVEJRET BLÆSER hen over Danmark, så er der stilhed i forhandlingslokalerne. De offentlige arbejdsgivere sidder med armene over kors og er fuldstændig afvisende overfor fagforeningernes krav om arbejdstidsaftaler, frokostpauser og lønudvikling.

Sophie Løhde og Michael Ziegler (KL) udviser en fornærmende ligegyldighed overfor de 750.000 ansatte, de har i deres brød. De må jo tro, at vi er dumme, og at vi bare finder os i at blive kørt over.

For realiteterne er, at vi som velfærdens kernetropper har ydet vores betydelige bidrag til, at krisen er slut. Det er jo os, som har passet børnene, lært dem at læse, hjulpet de syge, holdt byen ren og sørget for, at kommunen fungerer. Til gengæld har vi fået stress, færre kolleger og flere bureaukratiske opgaver.

VORES LØN HAR STÅET næsten helt stille, siden krisen begyndte i 2008. Sophie Løhde og de private arbejdsgivere kan køre alt det spin, de vil i medierne. Men vi kan se på vores lønseddel hver eneste måned, at lønnen ikke stiger. De må tro, at vi er dumme. Måske tror de, at vi er så dumme, at vi har overset, at krisen er forbi, og at virksomhederne har gigantiske milliard overskud. Og at vi ikke har opdaget, at der kastes milliarder af kroner efter skattelettelser, krig og militær.

Det er muligt, at Sophie Løhde og Michael Ziegler kan bilde sig selv og overklassen ind, at de nok skal få fagbevægelsens topforhandlere til at bøje sig. Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at et eller flere forbund bryder musketer-eden af fagchauvinistiske grunde, fordi de lader sig lokke af et del- og hersk tilbud. Men Løhde og Ziegler glemmer, at det i den sidste ende er medlemmerne, som bestemmer. Det er nemlig os, som skal stemme om resultatet.

DENNE OVERENSKOMSTFORHANDLING er helt anderledes end dem, vi har haft siden krisen. Offentligt ansatte har ganske enkelt fået nok af tilbageholdenhed. Vi vil have resultater, og vi er ikke bange for at bruge vores kollektive styrke. Vi frygter ikke konflikten, tværtimod så byder vi den velkommen, fordi vi ved, vi kan vinde den!

Forhandlinger og en mulig konflikt er ikke for sjov. Men vi er ikke i tvivl om, at det er retfærdigt at stå fast på de fælles krav.

Men hvordan sikrer vi, at forhandlingerne giver et positivt resultat, og at vi står stærkest muligt i en konflikt? Som jeg ser det, er det vigtigste, at alle medlemmer i alle afkroge af Danmark involveres. Styrken i et forhandlingslokale udgøres ikke af et pokerfjæs eller tekniske forhandlingsstrategier. Styrken består i medlemmernes vilje til at slås for kravene.

Arbejdsgiverne er hverken bange for Anders Bondo eller Dennis Kristensen, men de er bange for skolelærernes og SOSU’ernes kollektive styrke.

DERFOR ER DET AFGØRENDE, at fagbevægelsen nu mobiliserer sin egentlige styrke, medlemmerne. Vi må lægge et tryk på forhandlingerne ude fra arbejdspladserne, som kan høres for alvor. Om vi skal demonstrere, sende udtalelser eller noget helt tredje, må de enkelte arbejdspladser og fagforeningerne finde ud af. Men selvfølgelig er vi stærkest, hvis vi gør det sammen.

Nøglen til at få retfærdige resultater og vinde i denne overenskomstkamp er os selv.

Det er afgørende, at fagbevægelsen fastholder musketer-eden og holder sammen, så lærerne får en arbejdstidsaftale, akademikerne deres frokostpause, de lavtlønnede et løft, mere ligeløn og et fælles reallønsløft for alle. Enighed gør stærk, lyder en gammel og dyrekøbt erfaring. Og i disse uger er det vigtig visdom. For vi skal ikke tvivle på, at arbejdsgiversiden står ubrydeligt sammen, og de har de private arbejdsgivere, medierne og folketinget i ryggen. Holder vi ikke sammen, har de allerede vundet meget.

MEDLEMMERNES AKTIVE medvirken er lige så afgørende som sammenholdet. Der er desværre alt for meget træghed i toppen af fagbevægelsen, og det er uforståeligt, at de ikke mobiliserer for alvor, nu hvor det gælder. Kan vi få kollegerne med til at føre kravene frem overfor deres familier, venner og i nabolaget, så vinder vi også den offentlige stemning. Gør vi ikke det, så er meget overladt til et medielandskab, der som amen i kirken står på arbejdsgivernes side.

Men vi har også brug for hjælp fra vores privatansatte kolleger, så vi får skabt et samlet tryk på arbejdsgiverne. Deres støtte til vores krav kan blive udslagsgivende for, hvorvidt regeringen tør gribe ind til fordel for Løhde og Ziegler i en eventuel konflikt. Regeringen vil ryste på hånden, hvis de privatansatte signalerer, at de ikke vil acceptere det.

LAD MIG SLUTTE denne blog med en opfordring til alle ude på arbejdspladserne. I skal ikke finde jer i, at Løhde og Ziegler tror, at I er dumme og passive. I er nødt til praktisk at vise dem, at de skal til forhandlingsbordet og give efter for jeres rimelige krav. I er nødt til at sende signaler både op i systemerne og ud til jeres omverden, om at I står fast på kravene og er villige til at bruge kollektiv styrke til at få dem igennem.

Husk, at det var generalstrejken i 1985, der gav os 37 timers arbejdsuge.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.