DET STOD ikke skrevet i kortene, at OK18 skulle ende med, at arbejdsgiverne kastede håndklædet i ringen på stort set alle områder, at de droppede deres frontalangreb og stort set indfriede alle 750.000offentlige ansattes krav, både de krav som var en del af solidaritetspagten, og de krav som særligt lavtlønsgrupperne havde stillet.
Vi fik, hvad vi kom efter, uden en eneste strejkedag, nemlig fuldt stop for politikernes og de offentlige arbejdsgiveres frontalangreb på vores løn- og arbejdsvilkår. Corydondoktrinen er lagt i graven, og Moderniseringsstyrelsens rolle som minimalstatens rambuk er sendt til tælling.
De gamle magtpartier, Venstre og Socialdemokratiet, fejllæste fuldstændigt situationen. De troede, at alt var som under finanskrisen, hvor de koordineret kunne tvinge det samlede velfærdssamfund på randen af kollaps igennem massive nedskæringer år ud og år ind.
DET STARTEDE med den Socialdemokratiske regerings overgreb på lærerne i 2013 med det formål at give en kollektiv besked til alle offentlige ansatte: Vi kommer efter jer alle en for en, og vi vil tvinge alle de offentlige fagforeninger i knæ, til vi har rippet jer for alle jeres tilkæmpede aftaler, rettigheder og goder.
De troede, at de kunne gentage kunststykket ved overenskomstforhandlingerne i 2018. Men som resultaterne viser, så gjorde de gamle magtpartier og de offentlige arbejdsgivere i stat, kommuner og regioner regning uden vært. For som krisestemningen er forsvundet, er også angsten for at miste sit job og levebrød væk. Sandheden er, at jo flere der går ind ad fabriksporten end ud af den, har stor betydning for lønarbejdernes selvtillid, mod og vilje til at kæmpe.
Fagforbundene så i øjnene, at det var denne gang, at slaget skulle tages. Hvis vi ikke stod skulder ved skulder og gik samlet ind og sikrede løsninger for alle, ville de offentlige arbejdsgivere knække os en for en, overenskomst efter overenskomst de næste mange år.
SÅ LÆREN er, at det er takke være solidaritetspagten, at vi nåede så langt ude en eneste strejke og lockoutdag eller tømte strejkekasser
Solidaritetspagten mellem 750.000 offentlige ansatte og vores fagforbund har skabt et historisk sammenhold og solidaritet på tværs af overenskomstområder, faggrupper og landsdele. Solidaritetspagten har presset arbejdsgivernes offensiv på løn- og arbejdsforhold helt i bund.
Landet over har demonstrationer, stormøder, skulder ved skulder aktioner og maraton Faneborg vist, at vi bakkede vores topforhandlere op dag ud og dag ind: For løsninger for alle. Pressen og diverse meningsdannere har under hele forløbet spået, at solidaritetspagten ikke ville holde hele vejen. De tog fejl. Men enhver lille sprække blev forstørret til ukendelighed og fordrejet med det klare formål at skabe forvirring og intern usikkerhed blandt de offentlige ansatte, fagforeninger og fagforbund.
VI SÅ det med delforliget på det regionale område for LO-grupperne. Der gik ikke to nanosekunder, før Dennis Kristensen, afgående forbundsformand og solidaritetspagtens chefarkitekt, blev udråbt til klasseforræder, arbejdsgivernes lakaj og splittelsesmager selv fra topfolk i solidaritetspagten og de sociale mediers trolde, og solidaritetspagten blev udråbt som en narresut, snyd og bedrag.
De seneste dages forløb har vist, at det vat en genistreg, da Dennis Kristensen som chefforhandler for LO-gruppen skabte det gennembrud, som ingen andre ville. Der må sidde mange forskellige steder i fagbevægelsen med dårlig smag i munden, ingen nævnt og ingen glemt.
Dem, der altid stemmer nej til alle overenskomster, opfordrer til en nejkampagne mod det samlede forlig. Men heldigvis vil flertallet forstå betydningen af alle de sejre, vi har vundet op til, under og efter OK18.
SELVOM LÆRERNE ikke fik, hvad de ønskede, har jeg fuld tillid til, at de vil få en arbejdstidsaftale i denne overenskomstperiode, der vil tage det bedste af de arbejdstidsaftaler, der er indgået i 72 af landets 98 kommuner.
OK18 er blevet første skridt på vejen mod at rulle nødvendighedens nyliberale politik tilbage. Jeg håber, vi går samlet ud af historiens vigtigste overenskomstforhandling, som vi gik samlet ind, skulder ved skulder.
Der bliver i hvert fald ingen nejkampagne i FOA, men en aktiv jakampagne, der vil fokusere på alle de sejre, vi har fået i kraft af solidaritetspagten og skulder ved skulder hele vejen. Jeg håber, at der for første gang bliver ført kampagner for et massivt JA i alle fagforbund. Det fortjener vores historiske sammenhold og solidaritet.
Vores energi skal ikke bruges på, interne kampe men på at forbedre de kommende kampe, fx en ny økonomiaftale mellem regeringen og KL, hvor kravet er 6 milliarder kroner ekstra til den kommunale velfærd på landsplan i 2019.
STOREBEDEDAGSFORLIGET vil gå over i historien som overenskomsten, der viste, hvor meget vi kan opnå, hvis vi står skulder ved skulder. Solidaritetspagten vil forandre danske politik i mange år frem, det vil blive til inspiration for alle de kommende kampe. Millioner af danskere vil huske OK18 til deres dødsdag, og titusindvis af aktivister vil kunne fortælle deres børn og børnebørn, at de skrev Danmarks- og arbejderhistorie i marts og april 2018.
Vi kan, hvis vi vil, og hvis vi vil, kan intet stoppe os, for vi er de mange, og de er de få. Vores bevægelse, fagbevægelsen, har nøglerne til fremtiden. OK18 er blot en længe ventet begyndelse.