Jan Hoby er næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger) og 100% socialist og feminist. Han er født i 1962 og opvokset i arbejderkvarteret Bispebjerg. Fra den tidlige ungdom har han været organiseret socialist. Jan vil hovedsageligt blogge om arbejderbevægelsens, primært fagbevægelsens, udfordringer set fra en aktivistisk og venstreorienteret fagbureaukrats udkigspost. Men han vil også tage emner som kritisk pædagogik, børns hverdagsliv og forskning inden for disse områder op.
DET ER ET HISTORISK SKUE, man møder, når man i disse dage passerer Dronning Louises bro og andre centrale indfaldsveje til København om morgenen: Pædagoger, lærere, sygeplejersker, gadefejere og akademikere står skulder ved skulder for at markere sammenholdet. Når man ser på billeder fra demonstrationer og markeringer landet over, ser man det samme mønster, og man ser lønmodtagere fra det private arbejdsmarked, der slutter op om de offentligt ansattes overenskomstkamp. En del af de offentligt ansatte, der i disse dage møder op under faner og bannere, har aldrig før været i arbejdskamp, og de fører sig muntert frem under parolen: Pas på mig, jeg er ny i konflikt!
PILEN PEGER på massiv opbakning til landets 750.000 organiserede offentligt ansatte. Det står tydeligere og tydeligere, at de offentlige arbejdsgivere med Sophie Løhde, Michael Ziegler og Moderniseringsstyrelsen i spidsen ikke kun har fejllæst situationen, de har også forregnet sig med deres altomfattende, kaotiske og ødelæggende lockout af alt og alle i den offentlige sektor.
Deres handlinger fortæller historien om offentlige arbejdsgivere, der ikke længere ser værdien i velfærdsstaten eller de offentlige ansatte. Overenskomstforhandlingerne er historien om, at de gamle magtpartier grundlæggende set ikke tror på den sociale kontrakt mellem arbejdsmarkedets parter. I deres optik er den offentlige sektor en udgift, der binder alt for mange af danskernes dyrt betalte skattekroner, der ellers kunne bruges på skattelettelser til de højest lønnede.
Derfor er deres strategi at få alle 750.000 offentligt ansatte til at betale for den fortsatte drift af den offentlige sektor gennem forringelser af vores overenskomster, aftaler og rettigheder. De gamle magtpartier gider ikke bruge en eneste krone på de offentligt ansatte, medmindre det sker indenfor en stadigt strammere ramme, hvor forskellige faggrupper kan slås indbyrdes om krummerne fra finansministeriets og moderniseringsstyrelsens bord.
De offentlige arbejdsgivere håber til det sidste, at de kan skabe splid mellem de 750.000 offentligt ansatte. De håber på, at udsigten til en altomfattende lockout vil være det, der bryder solidaritetspagten. Det er nemlig deres eneste chance for at komme helskindet ud af den katastrofale situation, som deres egen fejllæsning har bragt dem i.
DE VED NEMLIG GODT, at der på den anden side af en storkonflikt vil være verdens største regning, som de gamle magtpartier skal betale ved kasse et. En regning, der omfatter massive vælgerlussinger ved det kommende folketingsvalg og kommunalvalget i 2021. De gamle magtpartier og de offentlige arbejdsgivere er ikke dummere, end at de godt ved, hvad der sker ude i verden. Vælgerne gider ikke de gamle magtpartier, der har svoret troskab til nødvendighedens politik.
For selv om vores overenskomstkrav hverken er urimelige eller grådige, så kan og vil arbejdsgiverne ikke give sig. Deres mål er et opgør med hele tanken om velfærdsstaten. Overenskomstforhandlingerne 2018 er den danske udgave af Margaret Thatchers opgør med minearbejderne i 1984/85. Et opgør, som hverken den engelske fagbevægelse eller velfærdsstat nogensinde er kommet sig over.
MEN DE OFFENTLIGE arbejdsgivere. regeringen og de gamle magtpartier har til deres store skræk opdaget, at deres kamikaze strategi overfor 750.000 offentligt ansatte har vækket en sovende kæmpe. Det har sat strøm til fællesskabets styrke, revitaliseret masseorganisering, masseaktivisme og gjort solidaritet og sammenhold moderne igen. Det er takket være de offentlige arbejdsgiveres fejllæsning af situationen, at solidaritetspagten i alle afkroge af det danske samfund er blevet stærkere og stærkere dag for dag. Vi står skulder ved skulder, fordi vi ved, at hvis vi ikke står sammen, så vinder de kræfter, der vil ødelægge den bygning, det har taget generationer at opbygge.
De offentlige arbejdsgivere og deres bagmænd har med deres utilslørede foragt for de offentligt ansatte uforvarende sikret fagbevægelsen en kolossal opbakning, solidaritet og forståelse. Så i virkeligheden kan vi som lønmodtagere sende en tak til Løkke, Løhde, Ziegler, KL’s bestyrelse, regionsrådet og Moderniseringsstyrelsen, fordi de har hjulpet os med kompetenceudvikle landets offentligt ansatte i arbejdskamp.
DET ER TAKKET VÆRE de offentlige arbejdsgivere, at fagbevægelsens kerneværdier er på alles læber, og at nye generationer bliver introduceret til værdien af medlemskab af en fagforening, solidaritet og arbejdskamp. De erfaringer vil være løftestang for de kommende kampe imod velfærdsnedskæringer, skattelettelser og nyliberalisme.
Så uanset udfaldet af overenskomstforhandlingerne 2018, så har 750.000 offentligt ansatte og vores fagforeninger allerede vundet. Spørgsmålet er blot, hvor stor sejren skal blive. Jo længere tid storkonflikten varer, jo mere vinder vores side. Jo længere tid storkonflikten varer, desto mere taber regeringen, de gamle magtpartier og de offentlige arbejdsgivere. Men det ved de godt!
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.