Når Danmark i dag overtager formandskabet i EU, sker det under et enormt arbejdspres.
Ikke alene står statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i centrum af de afgørende forhandlinger om ændringer i traktaten på rekordtid.
Hun skal også bringe forhandlingerne om EU's samlede budget fra 2014 til 2020 så langt, at kontinentets statslederne ved et topmøde til efteråret kan forhandle detaljerne på plads.
Så barske er realiteterne, fordi det næste formandsland i rækken er upåagtede Cypern. I EU-kredse er der bred enighed om, at kravene til landets formandskab bør skrues helt ned.
"Der er ikke så store forventninger til Cypern, fordi det er et lille land, som ikke har prøvet at være formand før. Samtidig har landet har store økonomiske problemer og mange andre politiske problemer."
"Man er også nervøs for, hvad spillet i forhold til Tyrkiet vil være under det cypriotiske formandskab," forklarer Venstres medlem af Europa-Parlamentets magtfulde budgetudvalg, Anne E. Jensen, med henvisning til den årelange konklift om ønationens deling.
"Derfor håber alle på, at Danmark kan køre nogle ting på ret kurs, sådan at det er forholdsvis let at få forhandlingerne (om EU's budget, red.) på plads. Det efterfølgende formandskab har simpelthen ikke de kræfter, resurser og den erfaring, som det danske formandskab," slår hun fast.
Den vurdering bakkes op af pressechefen i Europakommisionens afdeling i København, Michael Vedsø.
Han peger på, at Danmark er det eneste land i trekløveret bestående af Polen, Danmark og Cypern - som sidder på formandskabet over en halvandenårig periode - der har prøvet at håndtere formandsopgaven tidligere.
"Det gør det naturligt, at der er særlige forventninger til Danmark, som anses for at være driftsikkert og for at have en teknisk kapacitet til at løfte det her formandskab. Danmark har før vist, hvordan man gør det på en god måde," konstaterer Michael Vedsø.
Helle Thorning-Schmidt overgiver efter planen formandsstolen til Cyperns kommunistiske præsident, Demetris Christofias, den 1. juli 2012.