LO-huset er et af de store moderne glas-kontorhuse, der har rejst sig oven på tomterne efter Sojakage-fabrikken, der lukkede i 1991.

Dengang var sojakagen med sine 1.200 ansatte hjertet af Bryggens arbejderkvarter. I dag er Havnestaden fyldt med dyre lejligheder, promenade og havnebassin.

Med fuld udsigt over bryggen kunne mødelokalet på tredje sal minde om en kommandobro.

Men kaptajnen for LO må nøjes med at dagdrømme sig til de oceangående ØK-skibe, der fragtede sojabønner til produktionsanlægget.

"Jeg har altid selv sejlet, men holdt op for nogle år siden. Der er jeg atypisk i forhold til min familie, hvor man var jordbruger eller håndværker," fortæller Harald Børsting.

Han blev for fem år siden valgt til formand for hovedorganisationen LO efter et tæt kampvalg med daværende næstformand Tine Aurvig-Huggenberger.

Den afgående formand Hans Jensen overlod en organisation med omkring 1,1 millioner betalende medlemmer af fagforbundene under sig. I dag er det tal faldet til 900.000.

Og da Børsting overtog roret stod kun 51.000, eller 1,8 procent af arbejdsstyrken uden job. Så ramte finanskrisen, og i dag er 165.000 danskere ledige. Harald Børstings LO har to destinationer:

"Den første er at opnå fuld beskæftigelse. Og den anden er at få genvundet tilliden til fagbevægelsen og bremset medlemsflugten. For hvis vi mister de der to-tre-fire procent om året, så er der jo på et tidspunkt risiko for, at legaliteten omkring hele aftalesystemet forsvinder," siger han.

Skarp til tal i skolen

Harald Børsting er født i 1952 og voksede op på landet med sine forældre som den ældste af tre børn. Familien boede i en landsby med syv huse på Skive-egnen.

"Der var en købmand, en tømrermester, som var min far, en murermester og en vognmand. Og så var der to-tre huse med arbejdsfolk og landarbejdere. De ernærede sig allesammen ved landbruget. Så når bønderne havde det godt, havde de det godt," fortæller han.

Familien havde i generationer være beskæftiget ved landbruget, så Harald var vant til at gribe om en høtyv, da han startede i skolen som otteårig.

Han var næsten 18 år, da han blev færdig med realskolen, og blev karl hos en bondemand. Lønnen var 1.000 kroner om måneden.

"Da jeg blev 18 år, ville jeg have mere i løn. Men det kunne jeg selvfølgelig ikke få. Så søgte jeg over i ufaglært arbejde, hvor lønnen var højere," siger han.

42 timers arbejdsuge: Det rene svir

Som ufaglært arbejder tjente han 15 kroner i timen på en arbejdsuge, der dengang var 42 timer. Det en tid, som LO-bossen betegner som det rene svir, når man boede derhjemme og havde underetagen for sig selv.

"Jeg købte en knallert og en bil. Og et farvefjernsyn til mine forældre, da det kom på markedet i starten af 70'erne. Jeg betalte stort set også kun for det, jeg spiste for," fortæller Børsting.

Det var dog hverken job på fabriksgulvet eller ved landbruget, han drømte om. Han var godt klar over, at han var dygtig til tal.

"Det var ikke voldsomt konkret, men jeg havde to ting, jeg drømte om, der pegede i hver sin retning. Det ene var revisor og det andet var noget med tilknytning til landbruget. Det kunne være agronom eller dyrlæge," husker Børsting.

Men der var ledige job i fiskeindustrien.

"Det var ikke lige mit ønskejob, men dengang stillede man ikke så mange spørgsmål ved, om man skulle tage et arbejde. Og mine forældre sagde, at de ville da kraftedeme ikke gå og føde på mig," siger Harald Børsting om jobbet hos Priess & Co., der senere blev til Glyngøre.

"Jeg lærte håndværket og blev samtidig interesseret i det faglige. Dengang var det akkordarbejde. Det betød, at der konstant var slagsmål om aflønningen. Og jeg havde jo fundet ud af, at jeg var rigtig god til at regne, så jeg startede med at hjælpe tillidsmanden."

På fiskefabrikken var den 18-årige Harald Børsting med til at opstille nye aflønningssystemer, som var en kombination mellem fastløn og akkordløn. Resultatet blev nye prisfastsættelser, og alle var glade.

"Det var dygtige tillidsfolk, det var ikke det. Men de havde aldrig lært at regne med koordinater og procenter, så det kunne jeg hjælpe med," siger han.

Selvom fiskeindustrien og miljøet på havnen trak voldsomt i landbo-drengen fra Skive, så opgav han ikke drømmen om at leve af sin flair for tal. Første skridt var en toårig HF i Nykøbing Mors.

Droppede ud af statskundskab

Harald Børsting besluttede sig for at læse statskundskab, og flyttede til Aarhus. Det blev han ikke glad for.

"Jeg var tilmeldt i halvandet år. Men jeg var der nok kun i et år. Jeg faldt aldrig til. Og det værste var det der med at bo i byen, når man som jeg kom fra Lars Tyndskids marker. Jeg tror, der var for lidt åbne vidder," siger han med et skævt smil.

Men Børsting gik heller ikke i spænd med studiekammeraterne. De fleste var kommet lige fra gymnasiet og havde aldrig haft en filetteringskniv i hånden.

"Det var en kæmpe kløft mellem mig og de der 68'ere, der satte dagsordenen på universitetet og lavede solidaritetsarrangementer for Tulip-slagterierne i Vejle. De kendte jo ikke en skid til det. De havde aldrig været der. Det var noget teoretisk socialisme af første rang. Det havde jeg det sgu svært med."

Under studietiden på Aarhus Universitet tog Børsting ofte hjem og arbejdede i 'fisken', som han kalder det. Og kort efter blev han tillidsmand og senere fungerende fællestillidsmand for 475 kolleger.

Arbejdsugen var nu nede på 40 timer.

De næste år frem tog han samtlige kurser i organisation, arbejdsret, regnskabsforståelse og skatteret på handelsskolen.

"Jeg tror, jeg har alle de kurser, der skal til for blive merkonom. Men de hænger ikke sammen, så derfor er jeg ikke merkonom. Men det var også det faglige, der interesserede mig".

Harald Børstings taler på drævent jysk, mens han af og til kigger ud over vandet. Ordene falder så langsomt, at de aldrig bliver til en strøm. Han sætter selv pris på at være ordholdende og trofast.

Tilsat lidt selvironi, var det egenskaber, som han formåede at udnytte til sin fordel, da han blev valgt til LO-formand i 2007.

I sin valgtale på LO-kongressen i 2007 tiltrak han sig opmærksomhed med sin bemærkning om, at han nok kunne bruge 'et mediekursus eller to', men at han ville være 'parat nat eller dag'.

Vil gerne være kult

Trods de få udvalgte ord, får Harald Børsting sagt meget. Og spørger man arbejdsgivere eller politikere, der har siddet over for LO-formanden ved forhandlingsbordet, bliver han beskrevet som skarp og direkte.

Harald Børsting har tidligere udtalt, at han satser på at få tag i de unge lønmodtagere ved at blive 'kult'. Men han er ellers ikke meget for idoldyrkelse.

I 1989 bliver Harald Børsting uddannelsessekretær i SiD. Og seks år senere påbegynder han sin hidtil 17-årige karriere i LO.

Drivkraften i hans karriere i fagbevægelsen er grundlæggende opfattelsen af 'retfærdighed', fortæller han.

"Lønmodtagerne skal have deres retmæssige del af samfundskagen".

Derfor er man nødt til at være god til tal, lyder det fra formanden.

Da Harald Børsting begynder i LO har medlemstilbagegangen taget fart. Og fagbevægelsen kan ikke længere tale med samme kraft som tidligere.

Derfor har LO samlet slagkraft ved at udvikle sig til en organisation med stærk faglig ekspertise, ikke mindst i forhold til EU.

"Det er ikke nok at råbe højt. Det, der giver arbejder- og fagbevægelsen indflydelse i dag, er, at vi er i stand til at underbygge det, vi råber. Og jeg synes også, vi i dag er i stand til at matche regeringen på ansættelses- og arbejdsretlig ekspertise. Samtidig har vi høj ekspertise på beskæftigelse, uddannelse, arbejdsmiljø og dele af EU."

"Det, der nager mig den dag i dag er ..."

Derfor nager det også formanden den dag i dag, at fagbevægelsen mistede sin plads ved forhandlingsbordet, da trepartsforhandlingerne brød sammen.

En stor del af regeringens reformprogram var lagt an på trepartsaftaler med lønmodtagerne og arbejdsgiverne. Og forløbet op til sammenbruddet er stadig ikke blevet fuldt belyst i offentligheden.

"Vi mistede en fantastisk mulighed for hive en masse af lønmodtagernes dagsordner frem og få dem prioriteret politisk og ressourcemæssigt frem mod 2020. Det, vi skulle give i bytte, var at arbejde lidt mere. Og jeg mener stadig den dag i dag, at det var skidt, at vi ikke fik den handel skruet sammen," siger han.

Det blev Dansk Metal, der udsendte en pressemeddelse om, at stikket blev trukket. Men flere forbund - FOA, Dansk El-forbund og Blik- og Rørarbejderforbundet og TL-forbundet - strittede imod. Den samlede fagbevægelse må påtage sig et ansvar, siger Børsting.

"Vi lykkedes ikke internt med at blive tilstrækkeligt enige. Og vi havde ikke en fælles forståelse," siger han.

Harald Børsting kan ikke se nye trepartsforhandlinger i sin umiddelbare horisont gennem glasruderne på Bryggen.

Men det er ikke alle dagsordener, der blev taget af bordet.

Erhvervsuddannelsesudvalgets, som arbejdsmarkedets parter er med i, er blevet enige om 12 anbefalinger, som for en måned siden blev til en aftale om, at alle unge skal have mulighed for at færdiggøre en erhvervsuddannelse med den nødvendige praktik.

Og i det nye år forventer Harald Børsting en invitation til at diskutere aktiv arbejdsmarkedspolitik, aktivering, jobcentre, i 'en eller anden form for' for partssamtale.

Dette var første del af portrætinterviewet med Harald Børsting. Læs resten her