Danskerne er generelt tilfredse med balancen mellem arbejde og fritid.
Men forholdet til chefen er en udfordring.
En ny undersøgelse fra Jobindex viser, at utilfredshed med nærmeste leder er den hyppigst angivne årsag til jobskifte.
Det er ikke nødvendigvis arbejdsopgaverne eller kollegerne, der får danskerne til at finde et nyt job. Det kan være chefen.
I en ny Megafon-undersøgelse foretaget for Jobindex angiver 19 procent utilfredshed med deres nærmeste leder som årsag til jobskifte. Dermed ligger chefen øverst på listen, foran lønforhold, som 17 procent peger på. Undersøgelsen bygger på svar fra 10.024 danskere og tegner et billede af et arbejdsmarked, hvor mange er tilfredse med deres hverdag, men hvor ledelsen har plads til forbedring.
Kun hver tredje giver ledelsen topkarakter
Når danskerne skal vurdere deres arbejdsplads, er balancen mellem arbejde og fritid den største styrke. Hele 55 procent giver dette område topkarakter. Det sociale arbejdsmiljø følger efter med 49 procent, mens 46 procent fremhæver udfordrende og varierede arbejdsopgaver.
Anderledes ser det ud med ledelsen. Kun 29 procent giver kompetent ledelse topkarakter. Samtidig svarer 34 procent, at de kun i nogen grad, mindre grad eller slet ikke har et godt samarbejde med deres nærmeste leder.
Per Christiansen, kommunikationschef i Jobindex, mener, at virksomhederne bør tage resultaterne alvorligt.
- Folk forlader sjældent en arbejdsplads – de forlader en leder. Det viser tallene entydigt. Det samarbejde, man har med sin nærmeste chef i hverdagen, betyder rigtig meget for, om man bliver eller går, siger Per Christiansen.
Karrieremuligheder får også lave karakterer
Ledelsen er ikke det eneste område, der scorer lavt. Kun 17 procent giver gode karrieremuligheder topkarakter, mens 18 procent fremhæver attraktive personalegoder.
Manglende faglig udvikling og begrænsede karrieremuligheder optræder også blandt årsagerne til jobskifte med henholdsvis 10 og 9 procent.
Ifølge Jobindex viser resultaterne, at virksomhederne med fordel kan arbejde med både ledelse og medarbejdernes udviklingsmuligheder.