DTU, Københavns Universitet og Aarhus Universitet har på få uger været udsat for cyberangreb.
Ifølge en professor i cybersikkerhed kan både økonomisk kriminalitet, spionage og ønsket om at skabe uro ligge bag angreb på universiteter.
Hackere har på få uger skaffet sig adgang til it-systemer på tre af landets største universiteter.
På DTU kan oplysninger om op mod 200.000 nuværende og tidligere brugere være berørt. På Københavns Universitet fik hackere adgang til et testmiljø med personoplysninger om cirka 525.000 mennesker. Aarhus Universitet har desuden standset et angreb, hvor en hacker forsøgte at få adgang til og ændre adgangskoder for omkring 1.700 brugere. Forsøgene lykkedes ifølge universitetets foreløbige oplysninger ikke.
Der er ikke dokumenteret nogen sammenhæng mellem angrebene.
Forskning kan være målet
Ifølge Jens Myrup Pedersen, professor i cybersikkerhed ved Aarhus Universitet, er universiteter attraktive for flere typer hackere.
- Universiteterne er interessante for mange forskellige typer angribere. Vi ligger inde med store mængder persondata og forskningsdata, og samtidig er vi meget synlige institutioner. Det gør os til potentielle mål for både cyberkriminelle, fremmede stater og aktivistiske grupper, siger Jens Myrup Pedersen.
Hackere kan være ude efter personoplysninger, værdifuld forskning eller adgang til systemer, der kan bruges til afpresning. Samtidig gør universiteternes mange brugere, ældre it-systemer og tradition for åbenhed det vanskeligt at beskytte alle oplysninger.
Styrelsen for Samfundssikkerhed vurderede i april 2025 truslen fra både cyberspionage og cyberkriminalitet mod danske universiteter som meget høj. Konsekvenserne kan være alvorlige. Ud over tab af følsomme oplysninger kan cyberangreb lamme undervisning, eksaminer og forskningsarbejde.