Omkring 1,1 millioner danskere fik mindst fem forskellige receptlægemidler inden for et halvt år i 2025.
Nu lancerer Vælg Klogt en national indsats, der skal hjælpe patienter og pårørende med at stille spørgsmål om deres medicin.
Medicin fylder stadig mere i danskernes hverdag. I 2025 fik omkring 1,1 millioner danskere mindst fem forskellige receptlægemidler inden for seks måneder. Blandt danskere over 80 år gjaldt det 65 procent, viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen.
Det høje medicinforbrug kan give problemer. Ifølge Danmarks Apotekerforening bliver op mod 100.000 danskere årligt indlagt som følge af medicineringsfejl, der kunne være forebygget. Derfor er Vælg Klogt i gang med at udvikle den nationale indsats Spørg klogt om medicin.
- Medicin er en vigtig og nødvendig del af behandlingen for mange. Men når medicinlisten vokser, og flere sygdomme og behandlingsforløb skal håndteres samtidig, kan der opstå spørgsmål og usikkerheden om, hvorfor man får de enkelte lægemidler, om de fortsat gavner, og om der er bivirkninger eller uhensigtsmæssige kombinationer, siger Camilla Hersom, formand for Vælg Klogt.
Mange tør ikke spørge lægen
En rundspørge blandt Danske Patienters patient- og pårørendeforeninger peger på, at især ældre patienter kan være tilbageholdende med at stille spørgsmål til lægens ordinationer. Nogle vil ikke være til besvær, mens andre frygter at skulle undvære medicin, som de oplever hjælper.
Den nye indsats skal gøre det lettere at tale med sundhedspersonale om blandt andet bivirkninger, dosering og medicin, der måske ikke længere er nødvendig.
Vælg Klogt understreger, at patienter ikke selv skal stoppe deres behandling, men tage spørgsmålene op med fagpersoner.
Se anbefalingerne her