Alternativet vil ændre skattereglerne, så flere danskere kan få en firmacykel gennem deres arbejde.
Cyklistforbundet bakker op og mener, at de nuværende regler spænder ben for cyklismen.
En firmabil er et velkendt personalegode. Nu skal danskerne også have bedre mulighed for at få en firmacykel.
Det mener Alternativet, som foreslår nye skatteregler, der skal gøre det mere attraktivt for arbejdsgivere at stille cykler til rådighed for medarbejderne. Forslaget indebærer, at medarbejdere kun skal beskattes af den del af cyklens værdi, der overstiger 10.000 kroner. Cyklen skal også kunne bruges privat.
Cyklistforbundet støtter forslaget.
- Det er skævt, at skattesystemet gør det attraktivt at tilbyde en firmabil, men ikke en firmacykel, siger Kenneth Øhrberg Krag, direktør i Cyklistforbundet.
Også en fordel for hjemmeplejen
Forslaget skal samtidig gøre det muligt for ansatte, der bruger en arbejdscykel, eksempelvis i hjemmeplejen, at tage cyklen med hjem og bruge den privat uden særskilt beskatning. Ifølge Cyklistforbundet kan især elcykler gøre det lettere for flere danskere at vælge bilen fra på længere pendlerture.
Organisationen opfordrer nu regeringen og Folketingets partier til at tage forslaget med i finanslovsforhandlingerne.
- Firmacyklen bør være et lige så naturligt personalegode som firmabilen, siger Kenneth Øhrberg Krag.