Der er stor forskel på sundheden i den nye Region Østdanmark, viser en ny sundhedsprofil, hvor 61.359 borgere har svaret på et spørgeskema.
Borgere med kort uddannelse har oftere langvarig sygdom, og unge har mere stress og ensomhed.
Regionen vil nu forsøge at udligne forskellene.
Der er stor forskel på sundheden i den nye Region Østdanmark afhængigt af, hvor man bor, hvor gammel man er, og hvor lang en uddannelse man har. Det viser rapporten Sundhedsprofilen for Region Østdanmark.
I alt 61.359 borgere svarede på spørgeskemaet bag rapporten i foråret 2025. Fra nytår bor næsten 2,8 millioner borgere i regionen.
Kort uddannelse og sygdom
Ifølge rapporten har de borgere, der har færrest sociale og økonomiske ressourcer, også dårligere helbred og lavere trivsel. Blandt borgere over 25 år med kun grundskole har 51,0 procent en langvarig sygdom eller lidelse. Gennemsnittet i regionen er 37,0 procent.
I samme gruppe har 24,9 procent svær overvægt mod 16,5 procent i hele regionen, og 19,7 procent ryger dagligt mod 12,3 procent.
Unge slås med stress
Blandt de 16-24-årige har 43,5 procent en høj score på stressskalaen mod 31,0 procent i hele regionen. Samtidig har 29,1 procent et højt forbrug af sociale medier mod 11,3 procent i regionen, og 18,7 procent er ensomme mod 11,3 procent.
Blandt kvinder har 34,2 procent en høj score på stressskalaen mod 31,0 procent i regionen. Blandt mænd drikker 22,0 procent over 10 genstande om ugen mod 15,3 procent i regionen.
Vil udligne forskellene
Det forberedende regionsråd har ifølge regionen allerede taget et første skridt i budgetaftalen for 2027. Her styrkes de to sundhedsråd Midt- og Vestsjælland og Østsjælland og Øerne økonomisk, fordi de har de største udfordringer, men færrest penge.
- Nu er det vores ansvar i Region Østdanmark at udligne uligheder og styrke indsatsen dér, hvor borgerne er mest syge, siger Lars Gaardhøj, regionsrådsformand for Region Hovedstaden.
- Det er vigtigt at fortsætte arbejdet med at styrke indsatser, der hvor behovene er størst, siger Trine Birk Andersen, regionsrådsformand for Region Sjælland.