121 elbiler under fem år blev skrottet i årets første otte måneder.
Det er godt 60 procent flere end i samme periode sidste år.
De høje priser på reservedele kan ifølge Autoparts24 være en del af forklaringen.
En Volkswagen ID.4 nåede kun at køre på de danske veje i 51 dage, før den blev erklæret totalskadet og sendt til ophugning. To andre elbiler, en Polestar 2 og en Xpeng G6, fik heller ikke noget langt liv. De blev skrottet efter henholdsvis 80 og 83 dage.
De tre biler er blandt et stigende antal nyere elbiler, der ender hos landets autoophuggere. I årets første otte måneder blev 121 elbiler under fem år skrottet i Danmark. Det er godt 60 procent flere end i samme periode i 2025 og seks gange så mange som i 2023.
Det viser tal fra Miljøstyrelsen, som er udleveret til virksomheden Autoparts24.
Til sammenligning blev der skrottet 131 elbiler under fem år i hele 2025.
55 biler var under tre år gamle
Opgørelsen viser også, at 55 af de skrottede elbiler i år var under tre år gamle. Når en bil bliver totalskadet, skyldes det ikke nødvendigvis, at den er umulig at reparere. Det kan også være, fordi reparationen bliver for dyr i forhold til bilens værdi. Ifølge de regler, som Autoparts24 henviser til, bliver en bil erklæret totalskadet, hvis reparationsudgifterne overstiger 75 procent af bilens handelsværdi før skaden.
Hos Autoparts24 mener direktør Troels Meier, at de høje priser på nye reservedele til elbiler kan være med til at sende nyere biler til ophugning.
- Det er dyrt for klimaet at producere en elbil, og derfor skal den køre længe på vejene for at være bedre for klimaet end en benzin- eller dieselbil, men fordi nye reservedele til elbiler ofte er meget dyre, så behøver en skade ikke være så omfattende, før den bliver erklæret totalskadet, siger Troels Meier.
Han peger samtidig på, at de nuværende regler for reparationsgrænsen stammer fra 1999. Derfor ønsker han reglerne gentænkt, så flere nyere elbiler kan blive repareret frem for skrottet.
- Vi kan aldrig undgå, at nogle nyere elbiler bliver så skadede, at de ikke kan repareres, men vi kan sørge for, at flere både kan og bliver repareret, så de ikke ender som en unødvendig ekstraregning til klimaet, siger han.