53 procent af de 15-19-årige får et kick af at købe nye ting.
Samtidig har 55 procent fortrudt et køb inden for de seneste tre måneder, og 46 procent vil gerne blive bedre til at modstå fristelsen.
Nyt tøj, sko og hudplejeprodukter frister mange unge. Men glæden ved at shoppe bliver ikke altid hængende.
En ny undersøgelse, som Norstat har gennemført for Svanemærket, viser, at 31 procent af de 15-19-årige ofte køber ting, de egentlig ikke har brug for. Samtidig fortæller 53 procent, at de får et kick af at købe nye ting.
Sociale medier lokker
Instagram, TikTok og andre sociale medier spiller en væsentlig rolle i de unges forbrug. Hele 66 procent har inden for det seneste år købt noget, de ikke tidligere havde overvejet, efter at have set en annonce eller et opslag på sociale medier. Og 52 procent oplever, at sociale medier kan få dem til at føle, at de mangler noget.
Ifølge seniorforsker Toke Haunstrup Bach Christensen fra Aalborg Universitet hænger forbruget blandt andet sammen med unges behov for at passe ind.
- Vi mennesker er grundlæggende sociale og spejler os hele tiden i andre. Særligt i ungdommen fylder det meget, hvad andre tænker om en, og forbruget hænger tæt sammen med usikkerhed og frygten for ikke at passe ind, siger han.
Vil gerne købe mindre
Selvom mange unge nyder at shoppe, viser undersøgelsen også et ønske om at ændre vaner. 46 procent vil gerne blive bedre til at modstå fristelsen til nye køb.
Svanemærket forsøger derfor gennem en såkaldt No-Spend Challenge at inspirere unge til at undgå unødvendige indkøb.