Alkoholreklamenævnet har udtalt kritik af seks virksomheder, der markedsførte alkohol over for studenter.
Blandt tilbuddene var et gratis shot mod en studenterhue og 10 shots for karakteren 10.
Nævnet oplyser, at forbuddet mod alkoholmarkedsføring over for børn og unge også gælder kommende og nye studenter.
Alkoholreklamenævnet har udtalt kritik af seks virksomheder for at markedsføre alkohol over for studenter.
Ifølge nævnet havde en række barer, restauranter og producenter før sommerferien vanskeligt ved at overholde retningslinjerne, og de henvendte sig direkte til studenter med tilbud om alkohol. Tilbuddene lød blandt andet ”gratis shot i baren, når I kommer med jeres huer på” og ”vis din studenterhue i baren og få et gratis shot”. Et tredje tilbud lød ”vis din karakter i huen & vi kvitterer med en gave”. Gaven var for eksempel 10 shots for karakteren 10.
Seks fik kritik
Kritikken rammer Strand Perlen på Stillinge Strand ved Slagelse, Hosekræmmeren i Brande, Oriental Barbecue House i Odense og Knaplund Destilleri ved Grindsted. I København får Halmtorvet 9 og Old Irish Pub kritik.
Alkoholreklamenævnets retningslinjer tillader ikke alkoholmarkedsføring over for børn og unge, og det gælder også kommende og nye studenter, men nævnet bruger ikke en skarp 18-årsgrænse. Derfor kan også unge over 18 år i nogle sammenhænge være beskyttet af forbuddet, for eksempel når alkohol markedsføres over for kommende eller nye studenter.
- Erhvervsdrivende skal være opmærksomme på de situationer, hvor målgruppen aldersmæssigt ligger omkring 18 år, for over for denne målgruppe gælder et totalt alkoholmarkedsføringsforbud, siger forperson for Alkoholreklamenævnet, advokat Marlene Winther Plas.