Der høres latter fra hjørnekontoret på 4. sal på Vandkunsten i København.
Lærerformand Anders Bondo Christensen er i sit es.
Han taler om folkeskolen som ”Danmarks vigtigste samfundsinstitution.” Siger at det at være lærer kan være en hel ”religiøs oplevelse”, og at han ikke ”uddannede sig til at blive lærer, men til at blive folkeskolelærer.”
Folkeskolen er hans hjertesbarn, men når han lægger hovedet på puden om aftenen i sin lejlighed mærker han alligevel et stik i hjertet. Familien er langt væk.
- Når jeg lægger mig til at sove i København og ved, at familien har gået derhjemme hele dagen, så tænker jeg da ind imellem: Hvad laver jeg her?
Selvfølgelig er det ikke i orden
Matematiklæreren fra Ullerup, uden for Sønderborg, er kun hjemme i weekenden. Mandag morgen klokken 6.20 letter flyveren med kurs mod København. Forude venter en arbejdsuge på 60-70 timer, inden turen igen går mod det sønderjyske fredag eftermiddag.
Sådan har det været i 10 år, og den dårlige samvittighed over for konen Gitte og de fire - efterhånden ret store - børn har gnavet.
- Selvfølgelig er det ikke i orden. Jeg har ikke hørt knubbede ord fra mine børn, men jeg kan mærke på dem, at de ikke altid var begejstrede. Især har det ramt mig, når jeg tankemæssigt har været opslugt at mit arbejde, og min datter siger: Far. Nu er du her igen ikke.
Alligevel var det aldrig oppe at vende, om familien skulle flytte med Anders Bondo Christensen til København.
- Min kone meddelte mig kort, at hun blev i Ullerup, og det var en klog beslutning. Hvis jeg havde rykket familien op med rode, og jeg alligevel ikke var hjemme, så havde det da været helt grotesk.
Den 53-årige lærerformand ”tænker altid”. Om det er derfor, han ligner en ugle, som han sidder der med sit runde hoved, spidse næse og pandehåret sammen i v-form, er ikke til at sige. Men der er noget eftertænksom i hans blik.
Æresmedlem af den kenyanske lærerforening
- Børnene har da også haft gode oplevelser. De har været med til verdenskongresser i Berlin, Brasilien og Sydafrika, skynder Anders Bondo Christensen sig at sige og peger smilende på et diplom på væggen, der viser, at han engang blev udnævnt til ”æresmedlem af den kenyanske lærerforening”.
Lærerformanden er opvokset i Midtjylland som den midterste i en søskendeflok på fem. Moderen var sygeplejerske og faderen læge, og hjemmet var altid åbent for landsbyens skæve eksistenser.
- Der kom Hans Peter og Per og Bamse nede fra plejehjemmet, der ikke havde nogen familie. De kom bare og spiste med. Det var deres andet hjem. Holdningen har altid været, at der skulle være plads til alle, siger Anders Bondo Christensen, der har taget drømmen om fællesskab til sig.
Spejderfører og holdleder for de "utilpassede"
Både i sine tanker om den rummelige folkeskole, og da han som ung blev spejderfører og siden spillende holdleder for det lokale 3. hold i fodbold – et hold der samlede alle de ”utilpassede op”, der skulle lære ikke at sparke modstanderen ned. I dag har han løbeklubben Tempo hjemme i Sønderjylland og løber mindst ét maraton om året.
I det hele taget kan formanden for landets 60.000 lærere ikke sidde stille ret længe af gangen.
- Jeg bevæger mig altid hurtigt. Når jeg går op af trappen tager jeg to trin af gangen. Jeg kan godt læse en bog, men det er mest, når jeg sidder i et tog, siger Anders Bondo Christensen, der også nyder at dyrke sin 220 kvadratmeter store økologiske urtehave hjemme i Ullerup foruden fritidshuset på Ærø.
Hans fascination af folkeskolen kom i gymnasiet. Her stod valget mellem at læse matematik på højt niveau eller blive lærer.
- Jeg valgte lærerarbejdet, fordi det er fantastisk at arbejde med børn. Når jeg går gennem gaden i Sønderborg, og mine tidligere elever kommer over og siger: ’Mojn Anders, vi så dig i fjernsynet i går’. Så ved man, at man har betydet noget for de børn.
Hele skraldespanden ned over folkeskolen
I disse uger drager Anders Bondo Christensen land og rige rundt for at tale med tillidsrepræsentanter om, hvad de ønsker sig af en folkeskolereform og en ny overenskomst med KL.
Han kalder det ”absurd”, at politikerne vil vedtage den tredje folkeskolereform på 10 år og begræder, at folkeskolen er blevet et ”politisk profileringsprojekt”.
- For at komme igennem med ændringer, skal man jo skabe et billede af, at folkeskolen ikke fungerer, og så hælder man hele skraldespanden ned over folkeskolen, siger Anders Bondo Christensen, der ikke mener, at politikerne helt forstår folkeskolens betydning.
- Folkeskolen har en helt enestående funktion, der rækker langt ud over at lære at læse og skrive. Det er et sted, vi møder hinanden på kryds og tværs af sociale skel. Hvis vi stadig vil have et demokratisk samfund, så er folkeskolen en grundpille.
Trods de lange arbejdsdage har Anders Bondo Christensen ikke haft én eneste sygedag i 20 år. Og det selvom nattesøvnen ofte bliver kort. Hans telefon er nemlig tændt, også om natten, og de første journalister ringer ofte før klokken 6.
- Da min yngste datter blev konfirmeret, havde jeg indtalt en besked på min telefonsvarer: 'I dag lytter jeg ikke til telefonsvaren'. Ellers er telefonen altid åben.
Anders Bondo Christensen ved ikke, hvor længe han bliver som lærerformand, men han ved godt, hvad han gerne vil huskes for.
- Jeg håber at jeg bliver husket for, at jeg gjorde en forskel på folkeskolen. Det er i hvert fald det, jeg har forsøgt.