- Nogen skal jo fortælle pakistanerne sandheden, tænkte Ole Wehlast.
Byens første 'fremmedarbejdere' havde sendt deres børn i skole. Dengang i 70'erne, var det noget der blev lagt mærke til.
- Jeg kan huske, at vi fik to pakistanere i klassen, og jeg var den eneste, der snakkede med dem. Det var ikke kønt at se på, siger den nu 53-årige Ole Wehlast.
Og så blev det ham, der afslørede for de to nye klassekammerater, at man ikke kunne købe toldfrit på færgen til Jylland, som de andre i klassen havde bildt dem ind.
I dag er det ikke klassekammerater i folkeskolen, Ole Wehlast kæmper for, men 23.000 ansatte inden for slagteri, mejeri og bagværksproduktion.
Han er formand for Fødevareforbundet NNF, og her har han arbejdet i 27 år.
- Jeg har glædet mig til at komme på arbejde hver eneste dag, for jeg føler virkelig hver dag, at jeg har været med til at hjælpe andre mennesker og føre politik ud i livet, siger han.
Mine forældre arbejdede bare
Ole Wehlast voksede op i Lyngby med en mor, der var ufaglært og hjemmegående, og en far, der havde forskellige job først som lastbilchauffør, så tjener, siden værtshusejer og til sidst vejarbejder.
- I mit barndomshjem diskuterede vi ikke fagforeninger. Det var ikke på dagsordenen. Mine forældre arbejdede bare, fortæller han.
Men Ole Wehlast blev medlem af en fagforening, fagligt aktiv og tilldidsmand allerede som 21-årig.
Efter niende klasse havde Ole Wehlast fået nok af skolen. Han var "ikke den skarpeste kniv i skuffen", som han udtrykker det og kom i lære hos en bager. Her fortalte de andre bagersvende ham, at han skulle se at melde sig ind i fagforeningen, så det gjorde han.
Da han efter svendeprøven blev ansat i SuperBrugsen, tog han med til den første generalforsamling i fagforeningen, Bagergruppen København. Her skulle der vælges en ny tillidsmand.
- Jeg vidste ikke, hvad jeg gik ind til, men det fangede virkelig med det samme, det engagement, man skulle have som tillidsmand for at hjælpe andre, siger han.
På eget initiativ brugte Ole Wehlast herefter alle de fridage, der lå på hverdage, til at besøge de 150 FDB-bagere, han var tillidsrepræsentant for i hovedstadsområdet.
- Det solgte ikke billetter, når man kom ud klokken 8 om morgenen, men de tog altid godt imod mig, og vi fik en bajer, husker Ole Wehlast.
Han fik stor anerkendelse for sin indsats både fra arbejdsgiverne og medarbejderne.
Konkurrence skal være fair, også når den er global
Som 29-årig blev Ole Wehlast forbundssekretær i Fødevareforbundet, og siden 2005 har han siddet som formand.
En af de store udfordringer, han har kæmpet med, er at flere og flere virksomheder flytter til udlandet for at få billigere arbejdskraft.
Hans medlemmer i fødevarebranchen har længe været hårdt ramt af nedskæringer og fyringsrunder.
- Det er ikke, fordi vi får for meget i løn. Det er fordi, vi skal have kigget på produktiviteten og teknologien.
- Vi skal konkurrere på fair vilkår, og det er ikke fair, når man kan sætte folk til at arbejde for fem euro i timen. Vi leverer nogle kvalitetsvarer, og det forsøger vi som fagforening at sørge for, at vi bliver ved med, siger Ole Wehlast.
Rodede i skraldespande efter mad
Noget andet, Ole Wehlast kæmper med i formandsstolen, er at holde fødderne på jorden og ikke komme for langt væk fra sine medlemmer.
- Man skal ned i græsrodsbevægelsen og huske, hvor man kommer fra. Jeg skal også huske mig selv på det. Det skal man være god til hele tiden, siger han.
Han fortæller om en frokost med ministre og ambassadører på Slotspladsen ved Statsministeriet, da han var helt ny på formandsposten. Der var fine taler, sorte jakkesæt, slips og hvide skjorter.
- Da vi var færdige, gik jeg hjem. Jeg kom gående over søerne, hvor folk rodede i skraldespande efter mad og sad og drak.
- Det var et meget godt billede af, at man kommer lige fra toppen og så helt ned på bunden, og det skal man være i stand til at håndtere. Man må ikke blive for arrogant og komme for langt væk fra virkeligheden, siger han.
Ole Wehlast håber, han kan fortætte som forbundsformand til den dag, han skal på pension.
Også selvom hans kone derhjemme nogle gange giver udtryk for, at det faglige arbejde fylder lidt for meget - især med tre børn og fem børnebørn.
- Min kone siger nogle gange til mig: Husk nu, at du er kommet hjem. Men det er jo svært. Men kan ikke bare knipse. Hun er udsat for meget, men hun forstår mig. Hun forstår engagementet.