Dyrenes Beskyttelse har politianmeldt en kyllingeproducent efter TV 2's afsløringer.
Organisationen mener, at producenten overtræder dyrevelfærdsloven ved blandt andet at undlade at hjælpe syge dyr og begrænse kyllingernes hvile.
Kyllinger, der ikke kan stå på benene, og levende dyr, som efterlades liggende på ryggen uden hjælp.
Det er nogle af de forhold, som TV 2 har dokumenteret gennem skjulte optagelser hos en dansk kyllingeproducent. Nu har Dyrenes Beskyttelse politianmeldt producenten for en række forhold, som organisationen vurderer er i strid med dyrevelfærdsloven. Ifølge organisationen viser optagelserne blandt andet, hvordan kyllingernes hurtige vækst giver dem alvorlige problemer med benene.
Samtidig fortæller producenten til en undercoverjournalist, at kyllingerne kun får tre timers mørke i døgnet, selv om reglerne kræver mindst seks timer. Formålet er ifølge pressemeddelelsen at holde dyrene vågne længere, så de spiser mere og vokser hurtigere.
- Det er klokkeklare overtrædelser af dyrevelfærdsloven, og producenten er tilmed helt bevidst om det, siger Britta Riis, direktør for Dyrenes Beskyttelse.
Syge kyllinger efterlades uden hjælp
Optagelserne viser også en producent, der samler døde kyllinger op, mens levende, svækkede dyr bliver liggende. Ifølge Dyrenes Beskyttelse er producenten forpligtet til at tilse og hjælpe syge og tilskadekomne dyr.
- Der er for lidt tid, for lidt personale og for mange dyr, mens sygdom og skader bliver en alt for normal del af hverdagen, siger Britta Riis.
Organisationen kritiserer samtidig myndighedernes kontrol med fjerkræproduktionen og efterlyser flere kontrolbesøg og hårdere håndhævelse af reglerne. Dyrenes Beskyttelse henviser til, at en tredjedel af kontrolbesøgene i fjerkræproduktionen medfører sanktioner. Organisationen håber, at regeringens plan om at styrke dyrevelfærdskontrollen kan bidrage til at forbedre forholdene.
TV 2 har kontaktet Christian Tvergaard angående politianmeldelsen, men han ønsker ikke at stille op til interview. Du kan se hans skriftligt svar til TV 2 onsdag her.