Forbundsformand Kim Østerbye har altid været en egenrådig bulderbasse – på godt og ondt.
Avisen.dk møder ham på hans kontor i Fængselsforbundet på Ramsingsgade i Valby og selvom han ikke længere selv tilbringer sine dage med nøgleknippel og politistav i bæltet, så ligger fængselsbetjentenes vanskelige arbejde ham stærkt på sinde.
- Den ene dag skal man smide Peter i isolationscellen og den anden dag, skal man sidde på sengekanten og sige ”hvad er det egentlig du vil med det her fængselsophold?”. Den nøjagtigt samme fange som har gjort dig fortræd eller truet dine børn," siger han.
Kim Østerbye har været formand for Fængselsforbundet siden 2004. Forbundet har 3.600 medlemmer, alle sammen uniformeret personale i Kriminalforsorgen, hvoraf størstedelen er fængselsbetjente.
Jobbet som fængselsbetjent er en evig balancegang mellem omsorg og disciplin. Og disciplin er noget Kim Østerbye har mærket på egen krop tidligt i sit liv - ganske frivilligt.
Efter eget ønske
Kim Østerbye identificerer sig som ægte københavner.
Men drengen, som blev født på Sankt Joseph Hospital på Nørrebro fik ikke mange år i byen, før hans mor og stedfar flyttede familien fra stenbroen - til landsbyen.
Det var ikke nemt for drengen at sige farvel til byen, og efter en periode med problemer i skolen i Hareskov og sygdom i hjemmet, tog den lille Kim en drastisk beslutning.
Han skulle på kostskole.
Modvilligt lod hans mor sig overtale og i fjerde klasse startede drengen på Ringe Kost- og Realskole.
Tiden på kostskolen blev hans første møde med hård disciplin af den helt gamle skole, og hans første erfaringer med noget, der kunne minde om et fængsel.
- Den stod på kæft, trit og retning, og hvis man ikke fik bank af lærerne, fik man det af de andre elever, fortæller formanden om tiden på Ringe Kost- og Realskole på Fyn.
Men efter tre ulykkelige år på kostskolen blev manglen på omsorg for meget for Kim Østerbyee.
- Jeg blev jo bare ved med at sige, at jeg havde det godt. Jeg ville ikke hjem, fordi det var et nederlag. Jeg havde jo selv bedt om det, også selvom min mor var ked af, at jeg havde valgt det, fortæller formanden.
Den hårde tid på kostskolen satte sit præg på fængselsbetjentenes formand. De dårlige erfaringer bærer han med sig helt frem til i dag, fortæller han.
- Der er ingen tvivl om, at lige meget hvor bamse-agtig og blød, folk synes jeg er, lige så konsekvent og firkantet kan jeg være den anden vej. Formodentligt er det et produkt af, at jeg ved, at for meget af det ene kan være lige så dårligt som for meget af det andet, siger han.
Kort visit i folkeskolen
Efter kostskolen vendte Kim tilbage til folkeskolen. Men der skulle ikke gå lang tid, før Kim blev skoletræt. Efter ottende klasse droppede han ud og blev maler
Det var en fejl, kan han godt se i dag.
- Jeg skulle aldrig have været håndværker, siger han.
Et halvt år efter han var blevet færdig som maler, meldte han sig i militæret. Han elskede tiden på Værløse Flyvestation, de faste rammer og arbejdet med politihundene.
Han drømte om en fremtid i militærpolitiet, men netop som han skulle til at underskrive sin kontrakt, indførte forsvaret ansættelsesstop.
- De rev kontrakten over. De havde skrevet den under, men jeg nåede det aldrig, siger han.
Det første kulturchok
Fast besluttet på at lade malerfaget ligge i fortiden, søgte den unge Kim en stilling som fængselsbetjent i Vestre Fængsel. Han er 21 år gammel, da han den 1. august 1981 starter sin læretid som fængselsbetjent.
Og frisk fra militærets strenge disciplin får han sig et chok.
- Det var så løst, at man selv skulle afgøre om man ville køre til højre eller til venstre, og jeg kom fra et system, hvor jeg lige præcis vidste om jeg skulle køre til højre eller til venstre – ellers fik jeg det i hvert fald at vide, siger han.
Kims personlighed var heller ikke ligefrem en fordel.
- Det var en meget svær start, og jeg var lidt af en bulderbasse, så jeg havde lidt nogle svære vilkår i forhold til nogle af de ældre, der syntes jeg fyldte lidt for meget, siger formanden og fortsætter.
- Det er der nok nogen, der vil sige, at jeg stadig gør. Nu har jeg bare lidt mere at have det i, siger han og griner.
I dag er Kim Østerbye gift, for anden gang, med Anette. Tilsammen har de fire piger i alderen 18-25 år. De blev gift for kun et par måneder siden med hvid brud, bryllupsrejse og alt, hvad der dertil hører.
En anden måde at gøre tingene på
Det blev først udenfor murene i Vestre Fængsel, at fagforeningsformanden fandt sin gyldne balance.
En tid i Hillerød Arrest og Ringe Statsfængsel, hvor fangerne ”sad på skødet af os og drak kaffe”, gav Kim Østerbye det, han kalder ”en kulturoplevelse”.
Og det ændrede grundlæggende hans syn på fængselssystemet.
- Det var det, der lagde grunden for, at jeg synes, der er brug for forandring i Kriminalforsorgen, siger han om tiden.
Her blev kimen lagt til Kim Østerbyes arbejde for at gøre fængselsbetjentenes arbejdsliv bedre.
Og da der 1996 skulle oprettes en lederforening i Fængselsforbundet blev Kim næstformand med det samme.
- Det er for alvor der, at jeg går ind og forsøger at gøre en forskel og flytte på tingene fagpolitisk, siger han.
Den svære balance
I dag kæmper Kim Østerbye stadig for at opretholde en sund balance mellem disciplin og omsorg, både personligt og for sit fagforbund.
- For mig er det vigtigt, at der er balance. At der skal være konsekvens, men at vi skal kunne se hinanden i øjnene bagefter.
Han vil have, at det er fængselsbetjentene, der bliver omdrejningspunktet i resocialiseringen af fangerne - med hjælp fra socialpædagoger, psykologer osv.
Og det er selvom han ved, at balancegangen mellem omsorg og disciplin er vanskelig i det hårde fængselsmiljø, hvor betjentene udsættes for både trusler og vold.
- Den del af jobbet slider meget, men den ville efter min mening slide meget mere, hvis man ikke havde den anden side af jobbet.
Kim Østerbye ved godt, at mange af hans kolleger synes, at hans ambitioner om en gylden balance er helt hul i hovedet. Og han forstår godt hvorfor.
- Det er jo meget nemmere kun at gøre det andet, ikke? Det er jo vanskeligt, fordi betjentene har den her usædvanlige dobbeltrolle.
Men han vil ikke acceptere at gå tilbage til en tid, hvor fængselsbetjentene kun havde ansvar for at lukke fangerne på lokum og dele mad ud. De tider er ovre, så længe han sidder på posten.
- Det er vigtigt for mig, at vi gør vores allerbedste for at få fangerne ud igen, så vi skaber færre ofre, og at de her mennesker ser tilbage på et system som har hjulpet dem videre.
Og selvom hensynet til resocialisering og en god fremtid for eks-fangerne er stort, så er det fængselsbetjentenes værd, som ligger Kim Østerbye allermest på sinde.
- Jeg vil være med til at sikre, at fængselsbetjenten anerkendes, som der, der er centrum i fangens liv, når de er i fængsel.
At turde nyskabelse
Selvom Kim Østerbye ikke har siddet meget på skolebænken er den buldrende fængselbetjent-formand rigtigt glad for bøger.
Det er faktisk hans store hobby, og reolen bag skrivebordet på kontoret i Fængselsforbundet er prydet af bøger, faglitteratur og biografier i alle afskygninger.
Og Kim Østerbye er også stolt af, at have skolet sig selv, når nu det ikke blev til så mange år i klasseværelset.
- Det synes jeg da er okay gået. Hvis jeg skal klappe mig selv på skulderen så, på trods af alle odds, så synes jeg faktisk at jeg har gjort det godt. Det må man godt sige, ikke?, siger formanden med et smil.
Avisen.dk har mødt de danske fagbosser til en snak om deres historie. Få den her.