Politi og toldere fandt 5.600 ulovlige puff bars i en polsk varebil ved Frøslev Grænseovergang.
Føreren blev anholdt og sigtet for groft smugleri, men er efterfølgende løsladt.
En kontrol ved Frøslev Grænseovergang tirsdag morgen førte til et større beslag af ulovlige puff bars.
Klokken 06.38 standsede medarbejdere fra Politi- og Toldgruppen en polsk indregistreret varebil, der netop var kørt ind i Danmark. Ved kontrollen fandt de en stor mængde puff bars. Varebilen blev derfor kørt til Toldstyrelsens hal, hvor det samlede antal blev opgjort til 5.600.
Ifølge Toldstyrelsens beregninger er der med den formodede indsmugling unddraget knap 4,5 millioner kroner i told og afgifter.
Politiet advarer om nikotinprodukter
Hos Syd- og Sønderjyllands Politi glæder man sig over beslaget.
- Det glæder os, når vi sikrer, at de mange puff bars ikke lander i Danmark. Vi har stort fokus på at stoppe indførsel af de ulovlige nikotinprodukter - heriblandt puff bars, siger politikommissær Jan Eichner fra Udlændingekontrolafdeling Vest.
Han peger samtidig på, at produkterne ofte appellerer til børn og unge på grund af deres søde smagsvarianter og kan indeholde store mængder nikotin.
De beslaglagte produkter skal nu undersøges nærmere for både smagsstoffer og nikotinindhold. I Danmark er søde smagsvarianter i nikotinprodukter ulovlige.
48-årig sigtet for groft smugleri
Varebilen blev ført af en 48-årig polsk statsborger, som blev anholdt og sigtet for groft smugleri. Efter afhøring blev manden løsladt, men sigtelsen er opretholdt.
Politiet efterforsker fortsat sagen.