Den tyske golfturnering "144 - a question of honour" kommer til Danmark for første gang i juli 2027.
Omkring 400 deltagere og medrejsende ventes til Fyn, hvor turneringen skal afholdes de næste tre år.
Fyn får besøg af omkring 400 golfspillere og medrejsende, når den tyske amatørturnering "144 - a question of honour" for første gang afholdes i Danmark.
Turneringen finder sted fra 6. til 8. juli 2027 på Langesø Golf, Odense Golfklub og Great Northern i Kerteminde. Ifølge Destination Fyn er arrangementet resultatet af flere års satsning på internationale golfturneringer.
- Det her er et meget synligt bevis på, at vores golfsatsning har den ønskede effekt, og at det kun går én vej med golfturismen, siger eventchef Jakob Staun fra Destination Fyn.
Turister ventes at blive flere dage
Omkring 80 procent af deltagerne forventes at komme fra udlandet. Mange ventes at overnatte mellem fire og seks nætter på Fyn, hvilket kan give ekstra omsætning til hoteller, restauranter og andre lokale turismeaktører. Turneringen spilles over tre dage, hvor hold på otte personer møder forskellige modstandere på tre golfbaner.
Aftalen gælder foreløbig frem til 2029, og flere fynske golfbaner og kommuner kan komme i spil de kommende år.
Bag arrangementet står et samarbejde mellem Destination Fyn, Sport Event Denmark og kommunerne Odense, Kerteminde og Nordfyn samt den tyske turneringsarrangør.