Veganere har i gennemsnit lavere mangfoldighed af tarmbakterier end altspisende, viser et nyt studie fra Københavns Universitet med 75 veganere og 75 altspisende.
Samtidig havde veganerne lavere blodsukker og kolesterol.
Forskerne understreger, at studiet er lille og ikke kan vise årsagssammenhænge.
Veganere har i gennemsnit lavere mangfoldighed af tarmbakterier end altspisende, viser et nyt studie fra Københavns Universitet.
Forskerne undersøgte mikrolivet i tarmene hos 75 veganere og 75 altspisende danskere, oplyser universitetet. Studiet er udgivet i tidsskriftet Microbiome.
En overraskelse for forskerne
Forskerne havde forventet, at veganerne ville have det sundeste mikroliv på alle parametre, men på ét punkt havde de en svaghed.
- Det var en kæmpestor overraskelse, siger Oluf Borbye Pedersen, professor på Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research.
Studiet peger på, at forskellen kan skyldes veganernes lavere indtag af protein. Hos veganerne kom 12 procent af energien i maden fra protein mod 17 procent hos de altspisende. De veganere, der spiste mest protein, havde en biodiversitet på højde med de altspisende.
Sundere på andre punkter
Veganerne havde ellers flere bakterietyper, der kan nedbryde kostfibre, lavere niveauer af blodsukker og kolesterol og færre markører for inflammation i kroppen end de altspisende.
- Med undtagelse af den nedsatte diversitet af tarmbakterier fandt vi, at veganerne havde et sundhedsfremmende mikroliv i tarmen, siger Oluf Borbye Pedersen.
Lille studie
Forskerne understreger, at der er tale om et relativt lille observationsstudie, som kan pege på sammenhænge, men ikke fastslå, om kostvaner direkte forårsager ændringer i tarmens mikrobiom. Resultaterne bør efterprøves, før kostanbefalinger eventuelt justeres.
Oluf Borbye Pedersen kan ikke give anbefalinger på baggrund af studiet, men mener, at både veganere og altspisende bør være opmærksomme på at få den rigtige næring.
- Især veganere bør i det hele taget overveje, om de får nok protein i kosten, da de ikke får det gennem kød, æg og mejeriprodukter, siger Oluf Borbye Pedersen.