Danmark og syv andre nordiske lande og selvstyrende områder har tilsluttet sig Marienborg-manifestet.
De vil blandt andet samarbejde om hårdere regulering af techgiganterne, aldersgrænser på sociale medier og færre private digitale enheder i skolerne.
Børn og unge skal beskyttes bedre mod sociale medier, techgiganter og digitale platforme.
Det er budskabet fra regeringslederne i Danmark, Grønland, Færøerne, Sverige, Norge, Finland, Åland og Island, som tirsdag den 27. oktober har tilsluttet sig det fælles Marienborg-manifest. Erklæringen lægger op til hårdere regulering af techvirksomheder, aldersgrænser på sociale medier og en indsats for at få private smartphones og andre digitale enheder ud af skolerne.
De nordiske regeringsledere vil samtidig koordinere indsatsen og arbejde for strammere regler på internationalt niveau.
Statsminister Mette Frederiksen mener, at udviklingen er gået for vidt.
- Vi har ukritisk lukket skærmene ind i vores børn og unges liv. Og det har store konsekvenser for dem selv, men også for vores samfund, siger Mette Frederiksen (S).
15-årsgrænse på vej i Danmark
Danmark arbejder allerede på at indføre en aldersgrænse på 15 år for adgang til visse sociale medier. Et politisk flertal står bag beslutningen, og lovforslaget ventes at træde i kraft den 1. juli 2027. Med Marienborg-manifestet ønsker de nordiske regeringsledere at koordinere indsatsen og stå stærkere over for de internationale techvirksomheder.
- Med manifestet i dag står vi i Norden sammen mod techgiganternes magt over for vores børns opvækst, siger Mette Frederiksen.
Manifestet er en fælles politisk hensigtserklæring og indfører ikke i sig selv nye forbud eller aldersgrænser. Det er derfor endnu ikke klart, hvilke yderligere konkrete lovændringer samarbejdet vil føre til.
Erklæringen blev præsenteret i Helsinki i forbindelse med et møde mellem de nordiske regeringsledere.