Mary Fonden, Børns Vilkår og Red Barnet står bag en ny kampagne, der skal få forældre til at interessere sig for hele børnefællesskabet.
Baggrunden er blandt andet ny forskning, der peger på, at mobning ofte foregår mere skjult og indirekte.
Når dit barn kommer hjem og fortæller om en konflikt i skolen, får du måske kun en del af historien. Det samme gælder, når der tikker en besked ind på Aula, eller når børn fortæller om problemer med klassekammerater.
Derfor opfordrer Mary Fonden, Børns Vilkår og Red Barnet nu forældre til at være mere nysgerrige på, hvad der egentlig foregår mellem børnene. Det sker med den nye landsdækkende kampagne Ser du hele billedet?, som skal minde forældre om, at der ofte er flere sider af en konflikt.
- Som forældre har vi helt naturligt blikket skarpt rettet mod vores eget barns trivsel. Både når vi lytter til deres oplevelser, og når vi læser en besked på Aula. For vi vil gerne hjælpe, og det skal vi også, siger Helle Østergaard, direktør i Mary Fonden.
Hun understreger, at de voksne har ansvaret for, at alle børn føler sig trygge i fællesskabet.
Mobning er blevet sværere at opdage
Kampagnen tager blandt andet udgangspunkt i et nyt forskningsprojekt fra Aarhus Universitet om mobning og konflikter blandt elever i 5. klasse. Forskerne har interviewet 102 elever og gennemført observationer i skole- og fritidsmiljøer.
Undersøgelsen peger på, at børn generelt godt ved, at mobning er uacceptabelt. Men det betyder ikke, at mobningen er forsvundet. Den kan i stedet foregå mere subtilt og indirekte, hvilket gør det vanskeligere for voksne at opdage, hvad der sker.
Mobning kan desuden finde sted både i skolen, i fritiden og i digitale fællesskaber.
Skal se mere end deres eget barn
Den nye kampagne viser tre hverdagssituationer med børn i forskellige aldre. Billederne er skabt, så situationerne umiddelbart kan opfattes på én måde, men får en anden betydning, når man ser hele sammenhængen.
Ifølge organisationerne kan det hjælpe børnene, hvis forældrene er åbne over for flere perspektiver frem for hurtigt at drage konklusioner.
- På den måde giver vi også noget meget vigtigt videre til vores børn. Vi viser dem og lærer dem, at mennesker kan opleve den samme situation meget forskelligt, siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår.
Hos Red Barnet fremhæver generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen, at alle børn både kan blive udsat for mobning og selv ende med at mobbe. Derfor er det ifølge hende vigtigt, at forældre ikke kun interesserer sig for deres eget barns plads i klassen, men også for de andre børns trivsel.
Kampagnen indeholder desuden konkrete råd til forældre, både når deres eget barn står uden for fællesskabet, og når andre børn bliver holdt udenfor.
Rådene kan findes på Mary Fondens hjemmeside.